Besøg i Sundarbans i Indien, Belhi og Kathmandu i Nepal i perioden 6. til 20. oktober 2019 /v Kirsten Rasmussen.

7. oktober.

Efter en lang rejse kom vi til lufthavnshotellet i Kolkata ved 03-04tiden. Biswajit Mahakur, som er stifter og leder af projektet i Joygopalpur, hentede os i lufthavnen og havde lagt planer for os allerede klokken 8, hvor Amit, Aastic, Ram Krishna og Avishek også var ankommet til hotellet. I forbindelse med hinduernes store Dashain-festival var der rejst nogle meget store religiøse tableauer, som Biswajit gerne ville vise os. Det var virkelig nogle kæmpe monu-menter med masser af lys og glimmer – alle sammen til ære for hindugudinden Durga. Efter 5 monumenter og frokost kørte vi til Joygopalpur i Vestbengalen, hvor vi blev modtaget med blomster af byens kvinder – og 5 unge danskere som var i praktik på Gram Vikash Kendra skolen. Det var en meget rørende oplevelse. Hele skolen var smykket med glitrende statuer og lys, trommeorkester og en masse mennesker- og 35 graders varme. 

8. oktober 

Vi blev inviteret på en dagsudflugt, hvor vi sejlede rundt imellem øerne i Den Bengalske Bugt. Det er verdens største mangrove, hvor vi så slanger, krokodiller, vildsvin, gek-koer og aber, men desværre ikke en eneste tiger. Der følger en masse tragiske historier med til sådan en biotop. Der er enkelte øer, hvor der kun er enker og børn tilbage. Mændene er ædt af krokodiller under fiskeri – eller af tigere under indsamling af honning! Desværre er der ikke mange alternative beskæftigelses-muligheder i området, der udelukkende består af jungle og hav.   Når et menneske bliver dræbt af en tiger, bindes der en rød klud om en gren, hvor det er sket. Vi så desværre rigtig mange røde klude på turen!

9. oktober

Inden vi skulle mødes med skolens lærere, viste Biswajit os skolens mange faciliteter. Der var klasseværelser til traditionel klasseundervisning, store lokaler til projekt-undervisning og kreative aktiviteter som kulturel sang, dans og musik. Der var desuden en stor kantine, hvor alle skolens elever kunne samles til frokost og fælles aktiviteter. 

Da vi nåede frem til mødelokalet, var en meget stor del af lærerstaben dukket op, selvom det var den sidste dag i deres ”Festival-Holiday”. Vi hørte, at lærerne på skolen arbejder til en lavere løn end lærerne i de offentlige skoler, fordi de prioriterer skolens filosofi højere end løn!!!? (Det kommer til at lyde lidt for helligt, men det hævder chefen altså!)

Skolens formål er At gøre en forskel for fattige i Sunderban. Det der gjorde størst indtryk i præsentationen af skolen, var deres menneskesyn og deres opmærksomhed på både det individuelle og fællesskabet – og på forældresamarbej-det. Under alle omstændigheder er det en skole der har stor respekt for undervisning og mennesker – og for børnenes forskellige faglige kompetencer. 

På turen blev der mange faglige stunder sammen med det nepalesiske skoleteam. Vi fik fx. aftalt, at vi skal have en fast undervisningskyndig person i SEITs bestyrelse. Både for at aflaste Amit, og for at have en fagperson repræ-senteret i bestyrelsen. Jeg ser gerne, at det bliver Aastic, men da han er statsansat, må han ikke også være ansat i en NGO. Nepaleserne peger entydigt på, at det skal være Ram Krishna. Så nu arbejder vi på, at der oprettes en fuldtids-stilling til ham. Desuden aftalte vi, at Aastic skal være projektleder for det skoleprojekt vi har sat i søen. BGN vil gerne støtte hans faglige ambitioner, men vi må have en forpligtende kontrakt med ham, så vi sikrer os, at det er vores projekt der får glæde af hans faglige kvalifikationer.  Aktuelt søger han om midler ti at deltage i en international konference på Malta om undervisning af marginaliserede børn. Det er helt sikkert en god idé.

10. oktober

Aastic, Ram Krishna og Avishek fik et par ekstra feriedage i Kolkata, og Amit rejste videre til Katmandu sammen med os.  I Katmandu mødte vi Søren Koch, som skal med til Belhi, hvor han er projektleder på vandprojektet. Super hyggelig fynbo!

11. oktober

Amit, Dan og Søren rejser til Belhi – Ejde laver hjemmeside og Karin og jeg køber ind til basaren.

12. oktober

Vi hyrer en taxa og kører til Bhaktapur, hvor vi køber ind på Pottery Square. Det er altid en dejligt at besøge den by. 

13. oktober.

Hjemmefra har jeg skrevet til nogle skoler og uddannelses-institutioner, som jeg gerne vil besøge. Den ene var Rato Bangala i Patan og den anden var ST. Xavier’s School i Godavari. Den første fordi den tilbyder efteruddannelse for lærere, den sidste fordi Amit har peget på den som en mønster-skole for skoleprojekt. Jeg var noget udfordret af, at han peger på en jesuiterskole, hvis normer jeg har svært ved at se implementeret i en hinduistisk kultur! Derfor er det ret vigtigt for mig, at få mulighed for at undersøge, skolens praksis og værdigrundlag. Ærgerligt nok er der ingen af skolerne, der har responderet på mine mails, men det gik jo op for mig, at alt er lukket på grund af Dashain-festivalen. For ikke at spilde en dag i Katmandu kørte vi alligevel til Godarvi i Lalitpur for, om ikke andet, at se skolen og omgivelserne. Det siger som regel en del om skolens ånd og virke. 

Da vi ankom, var portene lukkede og alt var bag lås og slå – og så ganske dødt ud.  Men ved siden af den store port, var der en lille dør, som kunne lirkes op. Indenfor porten sad to vagter, som var noget overraskede over vores ankomst, så de ringede et eller andet sted hen, for at høre om vi måtte komme ind. Det måtte vi, og efter kort tid kom en ung jesuiterpræst, som gerne ville vise os rundt på skolen. Umiddelbart en ret traditionel skole, men meget velplejet med en smuk have og en masse længer med klasseværel-ser. Da vi kom op til hovedbygningen, bød rektor på kaffe og kage. Der fik vi en lang og konstruktiv samtale om skolen, skolens værdigrundlag og om det læringsmiljø de havde opbygget.

Fortællingen om skolens filosofi og pædagogik gav stor respekt. Bl.a. fortalte de, at det var forbudt at nævne børnenes efternavn, da det blotlægger deres kastetilhørs-forhold. Desuden fortalte de, hvordan de håndterer skolens midler til scholarships. Efter udløb af ansøgningsfristen om optagelse på skolen, tog rektor på hjemmebesøg for at tale med forældrene om deres børns muligheder for optagelse. Ved at spørge om hvor meget jord familien ejer, hvor mange der er i husstanden og hvor mange der er i arbejde, vurderer han om barnet skal have et tilskud – og hvor stort det skal være. Det vil sige, at familierne betaler skolepenge efter evne. Elevgruppen består af lokalområdets børn – og alle skal betale noget – meget eller lidt – til skolen. ”Det fremmer forældrenes ansvarlighed og forpligtelse overfor skolen”. Desuden var det muligt, at mødrene arbejdede på skolen, for at betale for deres børns skolegang.

Ved kaffebordet er der en tredje præst til stede. Han arbej-der på St. Xavier’s College i Katmandu, hvor han står for efteruddannelse af lærere. Det er ret interessant, fordi han har en del studerende fra Janakpur, og vil gerne derned for at se, hvor hans studerende kommer fra. Her åbnes pludse-lig en vigtig mulighed for at skabe en kontakt imellem ham og skolegruppen i Belhi, så vi måske kan samarbejde med de lærere, der er på efteruddannelse på St. Xavier’s college, enten til at stå for efteruddannelse i vores distrikt – eller de kunne måske være interesserede i, at blive ansat i vores projekt. Det var en meget fin oplevelse, og alle mine forbehold var væk, da vi forlod skolen. 

Vores taxachauffør foreslog derefter, at vi besøgte en bota-nisk have i nærheden – Og sikke en have. Det er synd, at den ikke er omtalt i guidebøger om Katmandu. Den var værd at besøge med god tid og en madpakke.

14.oktober

Fly til Janakpur, hvor Amit hentede os i lufthavnen. Indlogering på hotel Rama – et kedeligt brunt hotel, hvor jeg tror, at personalet har fået at vide, at de hverken må smile eller handle hurtigt!

Skolegruppen kom, så vi kunne holde vores første formelle møde i forbindelse med det forestående dialogmøde. Fint og konstruktivt møde, hvor vi fik koordineret, hvad vi hver især har ansvar for den 16. Det er vigtigt for mig, at skolegruppen selv kommer til orde, så der er handling bag vores intention om, at skabe et bottom-up projekt. Det er dem, der skal fortælle om intentionerne med de dalit klas-ser de har etableret og med deres vision om, at teori og praksis skal være to sider af samme sag. Det er også den eneste, måde jeg kan finde ud af, om der ligger en forståel-se, bag det de siger.  Aastic inviterede vores gruppe til middag i hans hjem i morgen. 

Den 15. oktober

Taxa til Belhi, hvor vi bliver modtaget med nye tagetes-kranse. Dejligt at se Shah familien igen! De har haft travlt med familiebesøg i forbindelse med Dashin og servicering af en hel delegation fra sundhedsprojektet.

Vandprojektet er lige eksploderet i jubel. Søren og Dan har fået den gamle japanske pumpe til at fungere – og Søren har lokaliseret et vandreservoir, der rummer vand til mange år.

I landbrugsprojektet arbejder Jørgen Rahbæk med opbygning af kostalden. Den er snart færdig, så kan markerne få biologisk gødning og mikrobrugene kan komme i gang. Det næste bliver nok en kyllingefarm i forbindelse med fiskedammen, men lad os nu se, hvad der sker.

Ejde laver aftaler med de forskellige projekter og laver hjemmesider.

Jeg skal have sat gang i rengøring og oprydning i forsam-lingshuset, så det er præsentabelt til i morgen – det er noget af en opgave, men jeg insisterer på, at lokalets visuelle udtryk og mødets koreografi, har betydning for udbyttet af mødet. Tilbage til Janakpur, hvor jeg igen skal mødes med skole-gruppen. Vi skal gennemgå det værdinotat de har udarbej-det. Der er mange punkter der skal drøftes, men noget af det der slår mig er, at de ønsker at integrere – ikke bare dalit-børn, men også børn med specielle vanskeligheder. Som de siger, så er der ikke andre tilbud til disse børn. Det stiller nogle særlige krav både til undervisningen og til de byg-ninger vi får brug for, men det gør mig glad, at de tænker sådan!!

Så skal vi hjem til Aastic. Jeg kommer bag på hans motorcykel – uden hjelm, men med dejlig vind i håret.

Aastic er dr. med en Ph.d. i engelsk. Han har flere gange givet udtryk for, at han har, hvad han behøver, så han kan godt lave frivilligt arbejde både med dalit-klasserne og i vores projekt. Jeg anser ham for at tilhøre den højere middelklasse, så jeg var noget overrasket over at se hans hjem. Han bor sammen med kone og to børn i en toværelses lejlighed med et lille køkken – og toilet og vandpumpe i gården! Sød kone som er sygeplejerske, arbejder 6 timer om dagen i 6 dage om ugen. Hun passer arbejde, hus og børn, mens Aastic laver rigtig mange prestigefyldte opga-ver. De var ved at tabe både mund og næse, da jeg fortalte, at Ejde både kan lave mad og gøre rent. Hyggelig aften der sluttede ved 20tiden. Hjemme på hotel-let er de andre på vej ud at spise, så jeg får en friaften.

Den 16. oktober 

De sidste forberedelser til dialogmødet som skal begynde klokken 10. Gæsterne er inviteret til morgenmad klokken 9.30 – kaffe og frugt. Et væsentligt formål med dagen er, at etablere en dialog imellem lokale politikere, skoler og SEIT/BGN. Desværre er der opstået en konflikt mellem borgmester og viceborgmester, så ingen af dem kommer. I stedet for, har Amit inviteret repræsentanter fra CVEVT og Assaman Nepal (En organisation der støtter børns rettigheder til fx skolegang) samt journalist Shyam Sundar Shashi som har skrevet kradse artikler om skolernes vilkår i ”District 2”. 

De første gæster drysser ind omkring klokken 10.30, og mødet begynder klokken 11, selvom Amit ikke er dukket op – det var ham der skulle byde velkommen, så det gør Aastic. Både hans og Ram Krishnas oplæg var både velforberedte og veloplagte.  

I mit oplæg skulle jeg drøfte skolens udviklingspotentiale ud fra spørgsmålet: ”hvad er en god skole?” Jeg gjorde også meget ud af, at synliggøre en realistisk projektplan, hvor indsamling af viden, udvælgelse af viden og planlægning er forudsætninger for et godt projekt – og efter realiserin-gen af projektet skal der være både evaluering og juste-ring. I øjeblikket er skolegruppen tilbøjelige til at springe direkte ud i et byggeri, uden at overveje hvorfor og hvordan. Lang-tidsplanlægning er ikke deres stærke side, men nu har vi udviklet en 5års strategiplan og et 5års budget, så må jeg forsøge at få skolegruppen til at holde sig til denne plan. 

Derefter udveksler deltagerne ideer til skolens fremtid og prøver at finde ind til, hvilke kvaliteter der skal være i en god skole. En fin dag med gode drøftelser i grupperne og en aftale med journalisten om, at hvis vi vil holde en tilsva-rende konference i starten af næste år, så vil han love, at få både nationale og lokale skolepolitikere til at komme.

Møde med Pancaj om aftenen. Han er den ansvarlige for Lok Pathsala – åben uddannelse for kvinder. Han har ar-rangeret et møde for hele distriktets kvinder, hvor en re-præsentant fra Sonta (En verdensomspændende kvinde-loge som arbejder med kvinders rettigheder) kommer og fortæller om kvindernes rettigheder ifølge nepalesisk lovgivning. 

Den 17. oktober.

Desværre kunne jeg ikke nå at besøge de nyoprettede bør-nehaveklasser, men jeg har også på fornemmelsen, at de eksistere mere på papiret end i virkeligheden. Tilbage til Katmandu, hvor vi indlogerede os på Summit Hotel, hvor Flemming bor sammen med den gruppe der har været hos Taruerne. 

Den 18. oktober.

Indvielse af det nye Innovationscenter NIC, som Flemming har støttet. Mange og lange taler og efterfølgende interes-sante besøg i de forskellige projekter. En gruppe har udvik-let en drone, der kan læse GPS, lette og lande lodret så den kan flyve medicin ud til fjerntliggende og svært fremkom-melige områder. Der var en ”letvægts-kuvøse” og en var-meplade til spædbørn, en maskine til fremstilling af røgelsespinde, en abe-skræmmer til landmænd der er plaget af aber og et interaktivt undervisningsmateriale som jeg har fulgt lidt på sidelinjen. Igen en spændende dag! Resten af dagen er gået med at skrive nyhedsbrev.

19. oktober

Middag sammen med Sundar Cetri, som er vores guide, når vi er på private ture i Nepal. Han vil gerne besøge vores projekter i Belhi, så han har fået Amits kontaktoplysninger.

Den 20. oktober

Hjemrejse.