Nyhedsbrev 4

BelhiGruppen Nepal - december 2016

Kære alle Jer, der støtter BGNs arbejde i Nepal,

 

Først og fremmest vil vi gerne takke de af Jer, der har bidraget med pengegaver eller en arbejdsindsats i det forløbne år. Uden Jeres støtte ville vi ikke have kunnet udrette ret meget. Beboerne i de tre landsbyer Belhi, Laliya og Tola som vi støtter med 5.000 kroner om året, sender os store smil og trykker os i hånden, børnene især, når de møder os på markerne, i skolerne eller i SEITs nye fine kontor.

Som vi skrev i sidste nyhedsbrev har vi besluttet at strukturere vores udviklingsarbejde i Belhi som vist på modellen nedenfor. Selvfølgelig sker der justeringer af modellen, efterhånden som vi får engageret nye medarbejdere, som vi tror vil kunne tilføre arbejdet nye kvaliteter.


I foråret fik vi forbindelse med Martin Meinecke, der er arkitektstuderende, og hvis far er nepaleser, men som er vokset op i Danmark. Han tilbød at hjælpe med at designe det nye forsamlingshus, hvortil Birgit Jakobsen tidligere havde tegnet skitser. På et møde på Arkitektskolen på Holmen tilbød en af hans lærere, Johan Mottelson, der har arbejdet med u-landsbyggeri i Mozambique, at tage med til Belhi og støtte Martin. Det var jo herligt. De bosatte sig i Belhi i juli og en del af august og lagde grundstenen til og tegnede i detaljer det nye forsamlingshus, som nu er i færd med at blive opført.

 

Gennem vort medlemskab af Seniorer uden Grænser og forbindelse til Haldor Topsøe A/S har vi endvidere fået 'hyret' tre lærere til vores undervisningsafdeling:

 

  1. Kirsten Juulstrup Rasmussen, der som cand.pæd. har stor erfaring i at arrangere efteruddannelseskurser i en undervisningsmetode, der kaldes storyline og bygger på elevernes musiske fantasi.
  2. Joan Hegelund, der som cand.mag. i geografi og spansk har mange års erfaring i computer-baseret undervisning og udviklingsarbejde i Nepal og Latinamerika.
  3. Erland Andersen, formand for Københavns fysik- og kemilærerforening. Han har bl.a undervist på skoler for tibetanske flygtninge i Indien.

 

Desuden har Kirstens mand, Ejde Borring Møller tilbudt sig som producent af en instruktionsvideo af de to workshops, de tre ovennævnte afholdt i november-december. Han har selv alt udstyret og færdighederne i at betjene det. Han har haft René Joenke, en ung dansker, der har bosat sig i Kathmandu og Beejay, der er ansat som it-tekniker i SEIT, som medhjælpere. Videoen, med nepalesisk tekst og tale, ventes færdig til sommer og vil blive brugt til at udbrede de nye undervisningsformer i Dhanusha.

 

Vi byder de fire velkommen som frivillige i BGN. De har ydet en stor indsats på vores efteruddannelseskurser for nepalesiske lærere i juli og november-december, hvorom mere længere fremme.

 

I september afholdt firmaet CarlRas, som hjalp os sidste år med at levere splinternyt kvalitets værktøj til vores håndværkerkursus i marts 2015, en stor værktøjsmesse i Brøndbyhallen. De besøgende på messen var på forhånd blevet opfordret til at aflevere deres brugte værktøj på paller, der siden kan fragtes til Nepal. Resultatet var overvældende: der blev skænket 12 paller fra firmaets 13 filialer. CarlRas havde arrangeret en særlig stand til BGN, hvor der kørte en video om vores arbejde i Belhi og blev uddelt foldere, der opfordrede interesserede håndværkere til at melde sig til tjeneste i Nepal. Vi fik på denne måde kontakt til 10 interesserede, hvoraf vi siden har mødtes med halvdelen og snart skal mødes med de øvrige fem. Her er tale om erfarne, fortrinsvis ældre håndværkere, der er parate til at stille deres færdigheder til rådighed.

 

Desuden har et andet firma, Rubens, der fortrinsvis forhandler værktøj til murerbranchen foræret os 12 paller nyt værktøj, som vi sammen med de 12 paller fra CarlRas håber at kunne sende til Nepal i løbet af 2017. Alt dette værktøj er mere end SEIT selv har brug for, men der er mange tekniske skoler i Nepal, hvor det vil gøre god gavn.

 

I november besøgte Flemming Topsøe, BGNs formand, Nepal sammen med planlægningseksperten Douglas Malcolm en række offentlige og private institutioner i Kathmandu. Som resultat heraf er der nu indledt et samarbejde mellem Amit, SEITs leder, og en nepalesisk ekspert, der forventes at føre til at vi endelig, i løbet af 1-2 år, kan få styr på administrativt vanskelige, men helt nødvendige projekter omkring vand-og energiforsyning i Belhi og omegn.  

 

Endelig har en arbejdsgruppe i Seniorer uden Grænser, der på 'Wegenersminde' uden for Holbæk istandsætter brugte computere, skænket 10 laptops til de 6 skoler, vi samarbejder med i Dhanusha. De gjorde god gavn på vores efteruddannelseskursus i november-december og blev overdraget til de seks skoler, der ingen computere har, men hvis lærere fulgte kurset. Skolerne modtog dem med stor begejstring. SEIT har sørget for, at disse skoler bliver forbundet til internettet, således at de nu har adgang til at hente alverdens viden, herunder undervisningsprogrammer, ned fra æteren, og naturligvis kommunikere globalt med hvem, de ønsker. Men hvad hjælper det, når eleverne ikke selv har deres egen computer? kunne man spørge. BGN/ SEIT kan selvfølgelig ikke overkomme at skaffe laptops til tusindvis af skolebørn, men deres lærere kan nu ved hjælp af en projektor (de har én, men får snart én til af Erland Andersen) undervise ved hjælp af alt det materiale, de kan downloade fra nettet og projektere op på væggen, så alle kan følge med.

 

*****

 

Som omtalt i sidste nyhedsbrev bruger vi de penge, I forærer BGN, til viderefordeling til landsbykomitéerne (markeret med blåt) i de tre landsbyer Belhi, Laliya og Tola. De får 5.000 kroner hver (lidt mere end vi kan samle ind), og de kan bruge pengene, som de selv beslutter. De tre landsbyer har i 2016 valgt vidt forskelligt.

 

I Belhi er pengene brugt til renovation af templet efter de skader, jordskælvet forvoldte. Udgiften beløb sig til i alt ca. 100.000 Nrps, eller ca. 30.000 Nprs mere end donationen. Undereskudet blev dækket af Babu, Amits far, som desuden løbende overvåger alt byggeri, fører lønregnskab, osv. som frivillig. Det forstår sig, at uden Babus indsats ville BGN/ SEIT have et stort uløst problem.

 

I Laliya har landsbykomitéen besluttet at bygge to nye klasseværelser til deres offentlige skole. Det er en stor økonomisk mundfuld, som kræver sammenlægning af tre års donationer (2015-16-17), selv om skolen leverede genbrugsmaterialer i form af stålspær og tagplader. Udgifterne er i alt 174.325 Nrps, dvs. ca. 2 1/2 års donation.

1. Landsbykomitémøde i Laliya. Forrest t.h. sidder den gråhårede Raudi Mukhiya (vandforsyning) med ryggen til

Tola valgte at bruge pengene på et eksperiment, der er tænkt som en igangsætter af en spare- låne-kasse. Ingen har midler til at spare op med, så landsbykomitéen jar for 28.500 Nrps købt én so med seks grislinger, som en kvindelig landsbybeboer nu har ansvaret for at passe. Tanken er, at galtene fedes op og slagtes og sælges, mens hun avler videre på gyltene, der løbes, får grislinger, der...osv., osv. og indbringer et overskud, der spares op og lånes ud til andre tilsvarende projekter. Foreløbig går alt efter planen. Tolas beboere var glade for soen. I løbet af en uge rensede den hele hovedgaden for affald, et arbejde, ingen af dem ville have udført for den betaling. Andre 15.000 Nrps er brugt på såsæd til ris og andre 12.000 Nrps på frø til grøntsager, som følger samme princip som so-projektet. Målet er at få gang i landsbyens spare- låne-kasse. Resten af donationen (70.000 - 65.500 = 4.500 Nrps) er der enighed om at bruge til flidspræmier til skolebørn.

2. Landsbykomitémøde i Tola
3. SEIT fører mødeprotokol og medlemmer signerer med pen eller fingeraftryk

Vi mener fortsat, at disse donationer til landsbyerne er velegnede til at fremme udvikling og demokrati, idet landsbykomitéerne bliver nødt til gennem demokratisk debat med befolkningen at forhandle sig til enighed om og prioritere deres vigtigste fælles behov og samarbejde om at opfylde dem. På den måde skabes der en bevidsthed om, at forandring er mulig, og at de med lidt hjælp udefra også selv kan bidrage til at udvikle deres samfund.

 

De 3 x 5.000 forslår naturligvis ikke til de større projekter, som BGN/ SEIT igangsætter ved hjælp af faglige arbejdsgrupper (markeret med gult/grønt). Status for deres indsats er i december 2016 følgende:

 

Sundhed:

Den 20. august afholdt SEIT en health camp for alle landsbyens indbyggere. Arrangørerne var Dr Guru Prasant Shah, lederen af sundhedsafdelingen og medgrundlægger af SEIT, og 3 andre læger, 2 sygeplejersker, 6 praktikanter og 6 medhjælpere, i alt 20 personer. De havde regnet med at omkring ét hundrede ville benytte sig af tilbuddet, og de første patienter dukkede allerede op kl. 7, én time før åbningen, og da dagen var omme, havde de klaret at give en kø på 279 et sundhedscheck - godt halvdelen var kvinder, og ca. 20% var over 60 år gamle. Arrangementet foregik i samarbejde med District Health Office og Janaki Health Clinic and Research Centre, et veludrustet hospital i Janakpur. De mere alvorlige tilfælde blev visiteret til hospitalet i Janakpur, mens de lettere fik udleveret medicin på stedet. Da interessen viste sig at være meget større end ventet, måtte nogle patienter vente et par dage med at få deres medicin - subsidieret af District Health Office - udleveret. Alle blev registreret, og der blev skrevet journal for hver enkelt. Der blev også givet korte instruktioner i personlig hygiejne og sunde kostvaner og advaret mod indtagelse af narkotika. Denne health camp var gratis, alle arbejdede frivilligt og forskellige lokale instanser havde bidraget til medicinaludgifterne. Udgifterne beløb sig til 118.000 Nrps, ca. knapt 8.000 kroner. Erfaringerne vil blive brugt til at følge op med flere lignende arrangementer i fremtiden, der regnes med én månedlig health camp, der nok skal finde sted i forskellige landsbyer for at spare transportudgifter, dog således, at patienterne vil skulle betale halvdelen af de udleverede præparaters pris, da det er velkendt, at der er en tilbøjelighed til at sløse med helt gratis goder. Der blev udarbejdet en rapport, som kan læses på BGNs hjemmeside. Det viste sig, at de fleste kom for at få kureret smerter i ryg, led, tænder, hoved, søvnløshed, stakåndethed, næseblod, øjensygdomme og gigtsmerter.

4. Sundhedsklinikken holder 'health camp' i byggemarkedet i Belhi

Som tidligere omtalt har vi modtaget en større mængde hospitalsudstyr fra det nedlagte sygehus i Kalundborg, fra Rigshospitalet og fra lægeklinikken i Regstrup. Det omfatter alt fra opertations-lamper og -lejer til røntgenudstyr og en autoklave samt blodtryksapparatur, men der er også kørestole, møbler og porcelæn. Danmission imødekom vores ansøgning om fri transport til Nepal, en sag Flemming og Nanna Topsøe tog sig af, og nu i december – endelig – forventes containeren at ankomme til Janakpur. David Kovacs, fra organisationen EWH (Engineering World Health) og hans studiekammerater på DTU har hjulpet os med at checke, at udstyret er i orden. Udstyret vil blive for delt mellem Janaki Health Clinic and Research Centre (JHCRC) og SEITs sundhedsklinik i Belhi. Vi har endvidere overbragt en stor portion brugte briller. Og til februar vil en gruppe tandteknikere besøge Belhi med henblik på at foranstalte en undersøgelse af lokalbefolkningens tandsundhed, herunder lære eleverne på de enkelte skoler tandhygiejne.

 

Inden længe forventer vi at modtage en plan og et budget for opbygningen af den lokale sundhedsklinik. Dr Guru Prasant Shah har store ambitioner. Han forestiller sig et lokalt hospital med 25 sengepladser, røntgenafdeling, operationsstue og apotek, der fungerer i henhold til WHOs retningslinier. Og han står ikke alene. Der er andre ildsjæle, tre færdiguddannede læger og nogle sygeplejersker og jordmødre, som er rede til at hjælpe. BGN har kontakt til et par danske læger, der vil hjælpe i kortere perioder, plus ikke mindst Dr Surendra Yadav, leder af JHCRC, hvis hospital råde over både scanner og ICU (intensive care unit). Tanken er at indgå en samarbejdsaftale, hvor de specielle behandlinger fortages i Janakpur og kun de enklere på lokalt hold. SEIT har allerede en aftale med JHCRC om gratis behandling af de af SEITs arbejdere, der måtte blive syge.

 

Uddannelse:

Fra 10. til 20. juli 2016 gennemførte BGN et efteruddannelseskursus for skolelærere fra seks skoler i Belhi og omegn på Life School Centre i Harsar, ca. 10 km fra Belhi. Kurset var tilrettelagt af Kirsten Juulstrup Rasmussen, Joan Hegelund og Dan Ch. Christensen. Formålet var dobbelt: dels at lære kursisterne metoder til problemorienteret undervisning og projektarbejde og derved styrke elevernes aktivitetsniveau, og dels at vise, hvorledes lokale udviklingsproblemer kan indgå direkte i undervisningen og derved gøre skolen til en dynamo i udviklingsprocessen. Der deltog 40 lærere fra forskellige landsbyer (Belhi, Laliya, Tola, Baghchauda, Nikal, Nauwakhor, Jhetihari) både statsskoler og private skoler. Kurset blev finansieret af Lærestandens Brandforsikring gennem et samarbejde med Human Practice Foundation. Som hjælp til oversættelse og gruppevejledning hyrede vi bistand fra en nepalesisk NGO, GAN (Global Action Nepal), som stillede tre instruktører til rådighed.

5. Oplysning til skolebørne i Dhanusha
6. SEIT organiserer kampagne i Belhi for at få alle børn i skole

Ved åbningen holdt lederen af District Education Office (DEO), Janakpur, en opildnende tale, hvori han udnævnte skolen i Belhi til pædagogisk modelskole for hele Dhanusha og sluttede med at bede os udbrede kursets pædagogiske metoder til resten af distriktets skolelærere, dvs. 628 skoler (!) uden dog at gå i dybden med hensyn til organisering og finansiering af denne omfattende efteruddannelsesvirksomhed. Til forskel fra DEOs egne efteruddannelseskurser modtag kursisterne i dette tilfælde intet vederlag for deres deltagelse, og da de alligevel alle 40 holdt ud til den bitre ende, tog vi det som et tegn på, at de fandt kurset udbytterigt. Som en kvindelig kursist, der så frem til næste kursus, formulerede det, 'I came here not to earn, but to learn.'

 

På kursets anden dag redegjorde Joan Hegelund for internettets anvendelse i tværfaglige problemorienterede projektforløb med udgangspunkt i et konkret eksempel: jordskælvet i Nepal i april 2015. Kirsten Juulstrup Rasmussen forelæste om læringsprocesser, og Dan Ch. Christensen gennemgik kriterierne for gruppedannelse, projektskrivning, lærervejledning, etc. Derefter dannede deltagerne otte projektgrupper, der valgte at arbejde med problemer i følgende på forhånd formulerede emner: børneægteskaber og medgiftstraditionen, andelsmejerier, tolkninger af hovedpersoner i det nepalesiske epos Ramayana, forsyning af rent drikkevand og kunstvanding, migrantarbejdere og lokal jobskabelse. En stor del af de efterfølgende gruppearbejde foregik som feltarbejde under vejledning af kursuslærerne eller instruktørerne, og alle grupperne fik i løbet af fem dage skrevet en rapport på engelsk eller nepalesisk enten på computer eller i hånden. Rapporterne blev mangfoldiggjort, fremlagt mundtligt i plenum og evalueret af en anden gruppe.

 

Kurset gav anledning til en del refleksioner, der vil føre til forbedringer af fremtidige kurser. F.eks. viste gruppedannelsen, at kvinderne, der udgjorde en minoritet blandt deltagerne, ikke blev godt inkluderet i de mandsdominerede grupper. Men deltagerne havde på forhånd afvist oprettelse af kønsopdelte grupper. For det andet: når grupperne drager ud på deltagerstyret feltarbejde, opstår der vanskeligheder med vejledningen. For det tredje viste projektrapporterne en tilbøjelighed til at lukke af for feed-back og videre diskussion ved at fremsætte definitive svar i stedet for at invitere til åben diskussion. Fremlæggelserne fik for ofte karakter af oplæsning af lærebogsstof.

 

Men det var tydeligt, at lærerne havde mærket, hvordan de nu som fingerede elever havde øget deres aktivitetsniveau betydeligt, og denne erfaring kan de bruge til en radikal ændring af deres undervisningspraksis i klasseværelset, især hvis deres forsøg på at indføre problemorienteret projektarbejde gøres til genstand for erfaringsudveksling med deres kolleger på Teachers' Clinics. Teachers' Clinics kalder vi det samvær, alle kursister indbydes til at deltage i efterfølgende en fast eftermiddag én gang om måneden. Der serveres te og snacks og snakken om, hvordan det går med at implementere de nye undervisningsmetoder i eller uden for klasseværelset, går livligt. Fremmødet varierer, første gang i august var der 9, i september 26 og i oktober 13. Dette samvær foregår på SEITs kontor i Belhi og begyndte med deltagerne i juli-kurset og vil fortsætte med lærerne i primary og secondary schools i december og frem. SEIT fører mødeprotokol og -referat.

 

Kursets andet formål må også anses for at være opfyldt. Kursisterne har nu erfaret, at hvis deres skole ændrer praksis fra lærer- og lærebogscentreret klasseundervisning til problemorienteret og elevcentreret gruppearbejde, kan deres skole blive den længe efterspurgte dynamo i den lokale udviklingsproces, jævnfør de otte konkrete projektemner ovenfor.

 

I perioden 27. november til 3. december afholdt vi yderligere to efteruddannelseskurser for lærere i Belhi og omegn. De tre ovennævnte tovholdere var på den igen, men denne gang suppleret med en naturfagskyndig, Erland Andersen, der medbragte bærbare redskaber til elevforsøg, især til elektricitetsproduktion ved hjælp af vand, vind og sol. Desuden fik vi hjælp af René Joenke og hans nepalesiske kæreste Reshma, som henholdsvis koordinator og oversætter, samt af Sunita, der har en mastergrad i education. Hun skal sørge for at vejlede lærerne, når de praktiserer storyline metoden i klasseværelserne. Denne gang var der to adskilte kurser, der begge bygger videre på de undervisningsmetoder, vi præsenterede på juli-kurset: ét for primary school teachers i Harsar ved Kirsten, der indførte kursisterne i den pædagogiske metode, der kalder storyline (30 deltagere), og ét for secondary school teachers i Belhi ved Joan og Erland, der introducerede til computer baseret undervisning og hands-on forsøg (21 deltagere). Formålet med disse kurser var at formidle nye undervisningsmetoder på grundniveau: 'the storyline approach', der via elevcentrerede, narrative og musiske forløb tilskynder eleverne til at arbejde med tværfaglige projekter, og på 8-10. klasses niveau computer baseret undervisning, der via downloadede it-programmer projiceret op på en skærm fører eleverne ind i tværfaglige problemstillinger. Sideløbende hermed viste Erland fysikforsøg med elektriske apparater, som kan håndteres af eleverne selv, eller for de dyrere apparaters vedkommende demonstreres af læreren for eleverne. Kurset blev åbnet af den nyudnævnte chef for DEO, Mr Mahindra Mahato. Alle kursister mødte trofast frem alle dage og gav udtryk for stor tilfredshed med kursernes indhold og anvendelsesmuligheder. Den sidste dag modtog de et certifikat som udtryk for deres nyerhvervede undervisningsfærdigheder, og Kirsten modtog individuelle evaleringsrapporter, som vil blive læst omhyggeligt og deres konklusioner sammenfattet.

7-10. Primary school lærere arbejder engageret med story-line-metoden på Kirstens kursus i Harsar

Joans kursus kulminerede i en overrækkelse af 1-2 laptops til hver af de repræsenterede skoler. En lærer blev udpeget til at bære ansvaret for deres sikre opbevaring. Dertil kom løftet om hurtig oprettelse af en stabil internetforbindelse i form af en modtagermast og en router. SEIT betaler halvdelen af de 2800 kroner, det koster, skolen den anden halvdel. Om tre måneder kan skolen bestemme om den vil lade abonnementet (53 kr. mdl.) køre videre for egen regning.

Denne ordning sammen med muligheden for at låne én af to projektorer vil sætte lærerne i stand til at indføre computer baseret undervisning på deres skoler, omend på et meget beskedent begynder-niveau. Men ordningen blev modtaget med begejstring. Fra ingenting har de dog nu et materiale, f.eks. www.bbc.co.uk.learning/subjects (engelsk) og www.tessindia (hindi), som kan gøre dem fortrolige med brug af computer og internet og bruge begge dele i deres undervisning.

11. Joan overrækker diplom til deltager i kurset i Belhi
12. Erland overrækker laptop til kursist i Belhi

De første 3 måneder vil Sunita køre ud til de 30 kursisters skoler og monitorere deres praktisering af 'the storyline approach' i klasseværelserne, mens to SEIT ansatte, Powan og Beejay, der begge er computerkyndige, og Sunil, der er computerlærer i Belhi, vil vejlede de 21 lærere, der fulgte Joans del. Dertil kommer, at de 21 lærere, der underviser på 9.-10. klasses niveau nu dels selv har en email-konto og dels har fået udleveret Joans, Erlands og Dans email-adresser, hvortil de er velkomne til at stille spørgsmål om de pædagogiske problemer, de måtte rende ind i. De er på kurset blevet instrueret i programmet 'google translate', der godt nok er utilstrækkeligt til oversættelse af mere sofistikeret tekst, men rækker udmærket til oversættelse af simpel tekst fra nepali til engelsk. Ca. halvdelen er i øvrigt i stand til at formulere sig direkte på engelsk. Denne procedure kan forekomme omstændelig, men vi har lovet dem svar så vidt muligt inden 48 timer, og det er den mest realistiske form for hjælp, vi har kunnet finde på, under de givne, ret primitive omstændigheder. Som et kuriosum skal det nævnes, at journalister fra de nepalesiske aviser Janakpur Today Daily og Janakpur Express Daily omtalte BGN, Denmark, i deres reportager om de to workshops, og Amit rapporterede, at det læsende publikum i Janakpur gik rundt og morede sig over, at lille Belhi nu var associeret med mægtige Danmark.

 

Vi benyttede de sidste tre dage til at besøge alle de skoler, der havde sendt lærere til de to kurser.

I Jhetijahi, som ligger ca. 15 km fra Belhi efter Nikal var alle sejl sat til. Vi blev hjerteligt modtaget, eleverne havde støvsuget denne regeringsskoles store græsplæne for papirstumper, lærerne var mødt op i deres stiveste puds, der blev serveret frugt og chiya, og vi kiggede ind i 9. klasse, hvor vi redegjorde for formålet med internet og computere. En pige ønskede at vide, hvad 'google' er for noget. Det viste sig, at næsten alle drengene er i besiddelse af en mobil, men ingen piger. Der var stor interesse og mange smil.

 

Tirsdag, onsdag og torsdag besøgte vi alle de øvrige skoler, hvis lærere havde deltaget i de to workshops: Baghchauda, Nikal, Laliya og Belhi. Der er store forskelle mellem skolernes kapacitet og motivation rangerende fra Laliyas to skoler over Jhetahari, Nikal og Baghchauda til Belhi, der virker som den mest letargiske. Den nyudnævnte chef for DEO, Janakpur, Mr Mahendra Mahato, har ikke været involveret i samarbejdsaftalen, men bakker den op. Der er umuligt at sige, hvor aktivt han vil gøre det.

 

Den samarbejdsaftale, vi har underskrevet med SYSS og DEO, indeholder også et mål om at oprette en teknisk uddannelse, især for at tilgodese de elever, der ikke består SLC, eller slet ikke går op til eksamen, fordi de er droppet ud undervejs. Vi har især opmærksomheden rettet mod

  1.  en snedkeruddannelse (fabrikation af møbler til Dhanushas skoler), med Jeebagh Thakur som leder
  2. en landbrugsuddannelse (produktion af grøntsager, fisk og kyllinger til salg på markeder i Janakpur og Indien), med Dev Narayan Rajak, SEIT, som leder
  3. en tekstiluddannelse (produktion af tøj til salg i Danmark, Janakpur og Indien), med Jagharu Das som leder og
  4. en sygeplejeruddannelse (i samarbejde med JHCRC, Janakpur) med Dr Guru Prasant Shah, SEIT, som leder.

 

Til fremme af disse planer holdt Amit og Dan den 24. november møde med professor emeritus Dr Suresh Raj Sharma, forhenværende rektor for Kathmandu Universitet og grundlægger af CTEVT (Council of Technical Education and Vocational Training, en gren af Nepals Undervisningsministerium) i Dhulikel. Kontakten var formidlet af den danske arkitekt Niels Axel, der har arbejdet sammen med Dr Sharma i mange år. Mødet i hans hjem forløb i en meget venlig atmosfære. Han fandt, at vi var inde på noget af det rigtige, og hvad angår de praktiske detaljer henviste han til lederen af SCTI (Sindhuli Community Technical Institute), Nunthala-6, Sindhhuli, Mr Amber Deep Devkota, som vi besøgte på vores videre bumletur i jeep mod Belhi. Her er tale om en helt ny teknisk skole under opbygning. Skolen har en bestyrelse med en række tværpolitiske elitepersoner og Dr Sharma for bordenden, 14 lærere og 140 studenter (32 piger og 108 drenge), som modtager en poly-teknisk, treårig håndværkeruddannelse, som fører til en position som civil eller agrar sub-engineer. Men skolen vil også satse på korterevarende forløb i enkelte fag - evt. i samarbejde med lokale NGO'er - med det formål at begrænse udvandringen og fremme en markedsorienteret, decentral udvikling og jobskabelse i Nepal. Skolen har for nyligt modtaget en større donation fra Indien til opførelse af kollegier, og deres pragtfuldt beliggende grund på 3.38 ha summer af byggeaktivitet af nye værksteder. Dan ligger inde med et kort notat om og et kort over SCTI.

 

I princippet kan man udvikle tekniske uddannelser i Nepal som delelementer af statsskolerne eller som selvstændige institutioner i CTEVT regi. I første tilfælde vil UM i Kathmandu skulle give akkreditering og finansiering og de lokale tekniske kurser være under statsskolens kontrol. I den andet tilfælde vil op til 50% af finansieringen komme fra CTEVT, mens resten må skaffes af institutionen selv. Sådan har jeg i hvert fald forstået Mr Devkota. Jeg forstod også 'mellem linierne', at SCTI har en bestyrelse af magtfulde politikere, som er i stand til at tackle det nationale bureaukrati i UM og CTEVT og sikre en høj grad af lokal autonomi. Måske skulle vi undersøge mulighederne for at opbygge en slags satellit til SCTI i Belhi. De fire ovenfor omtalte kandidater til at lede tekniske kurser i Beli er efter mit bedste skøn brandvarme og kvalificerede. BGNs samarbejde med CarlRas m.fl. og kontakter til interesserede håndværkere er stærke forudsætninger for en forholdsvis selvstændig institution, og den lave prestige, håndværkere i almindelighed og CTEVT i særdeleshed nyder i Nepal, peger i samme retning. Dette kræver naturligvis videre undersøgelser, men umiddelbart føler jeg respekt for og tillid til både Dr Sharma og Mr Devkota, som tilsagde os deres støtte.

 

Vandforsyning:

Dan har haft møde med Mr Raudi Mukhiya, Laliya, for at få en statusrapport om drikkevands-projektet. Raudi har gennemført en husstandsundersøgelse og overdraget den til SEIT. Endvidere fortalte han, at der var enighed i Laliya om at overlade arbejdet med og betalingen for stikledninger fra de enkelte husstande til hovedledningen til de enkelte husholdninger. Raudi ser frem til at modtage en rådgiver, Mr Anirudh Prasad Sah, Kathmandu, for sammen med SEIT at arbejde på en teknisk plan for drikkevandsforsyningen i Laliya. Han oplyste, at forsyningssituationen i år er normaliseret, idet monsunregnen i 2016 har været over normalen. Endvidere er el-nettet nu koblet til det indiske, og strømafbrydelser er langt mindre forekommende end tidligere. Til sidst berørte vi mulighederne for at producere biogas og anvende energien til drift af vandpumper i Laliya.

 

Spare- og lånekasser:

går det lidt trægt med. Den eneste aktivitet, der er kommet i gang er soen og grislingerne, hvis indtægter vil blive sparet op. Men der er ikke dannet sparegrupper, simpelt hen fordi landsbyboerne ikke har midler at spare op af.

 

For at skubbe på organiseringen af sparegrupper vil det måske være en god idé at knytte denne aktivitet sammen med dannelsen af lokh pathchala grupper, som Mr Panchas, der i flere år har styret Life School Centret i Harsar, er ansat af SEIT til at sætte i gang. Han er ikke begyndt, men er stadig rede. Han har stor erfaring på området. Lokh patchala er en direkte oversættelse til nepalesisk af 'folkehøjskole'. Tanken er at samle grupper à ca. 20 kvinder, som mødes i forsamlingshuset én gang ugentlig for at skrive deres egen og deres families historie to generationer tilbage og én generation frem, således at erindringerne kommer til at dække op mod 100 års forandringer. Nogle kan skrive, andre må have hjælp af dem, der kan. Erfaringen fra tidligere lokh patchala projekter i andre landsbyer viser, at disse kvinder, når de har skrevet en bog om deres egen historie, der kan vises frem, har erhvervet en ny identitet, en ændret bevidsthed og en øget stolthed. Under fortællingen og nedskrivningen er der dukket ellers glemte erindringer og hidtil uformulerede sammenhænge frem, og de har en dybere forståelse af forandring og udvikling. Og så er de blevet en aktiv del af et fællesskab, hvilket også er nyt, idet kvinder i Dhanusha-området som regel ikke får lov til at bevæge sig frit uden for hjemmet de første femten år af deres ægteskab uden mandens tilladelse.

 

Det vil virke naturligt at placere sparegrupperne i forlængelse af lokh patchala-grupperne, fordi de sammen kan støtte hinanden i at iværksætte mindre, indtægtskabende aktiviteter. Panchas vil stå for uddannelse af instruktører, der skal styre kvindernes møder og vejlede dem i deres historieskrivning. Lokh patchala-projektet kræver et minimum af udgifter til papir og kuglepen, te og snacks, men instruktørerne skal have et vederlag for deres arbejde. Panchas har lovet at sende en organisationsplan og et budget i løbet af december.

 

Landbrug

er hovederhvervet i Dhanusha med 80% af befolkningen (del-) beskæftiget. Der er tale om et subsistenslandbrug, dvs. den enkelte familie producerer til eget forbrug, eller rettere: de eksisterer på et udbytte, der måske rækker til 8-9 måneders hjemmeforbrug (af ris, hvede og grøntsager) på små marker på udpinte jorde. Produktionen af salgsafgrøder er begrænset til grøntsager af ringe kvalitet (kartofler, løg, blomkål, auberginer, chili) og frugt (bananer, papaya og mango), der omsættes på lokale markeder i landsbyerne. Pengeomsætningen er minimal. Levestandarden er yderst beskeden og begrænset af en traditionel naturalieøkonomi. Der er ingen kapital til investeringer, og derfor så godt som ingen fornyelse eller udvikling.

13. Dhanushas marker i monsuntiden, hvor risen spirer frem
14. Dev Narayan Rajak (agronom) og DCC drøfter landbrugsprojekt
15. Den japanske pumpestation til kunstvandingsprojektet dér hvor Belhis, Laliyas og Tolas jorder støder sammen

For et par måneder siden ansatte SEIT sin egen agronom, Mr Dev Narayan Rajak, der p.t. har en fast konsulentstilling i District Agricultural Office, Janakpur, som han agter at forlade til fordel for jobbet i SEIT, når der bliver brug for ham på fuld tid. Han har skaffet såsæd til ris fra NARC (National Agricultural Research Centre), hvorfra bønderne høster ny såsæd tre år i træk, hvorefter man skifter til en ny art, som Rajak rekvirerer fra NARC, da den første giver faldende udbytte efter 3. år. I år har både en god monsun og bedre såsæd givet et overgennemsnitligt høstudbytte. Det samme princip gentages for hvedens vedkommende, og SEIT har indrettet en forsøgsmark, hvor interesserede bønder har lejlighed til at se forskellige gødningstyper og pesticider demonstreret.

Mr Rajak er i færd med at udarbejde en plan og et budget for et omfattende landsbrugsprojekt. Det er tanken at indsende en ansøgning til Danish Church Aid (DCA), Folkekirkens Nødhjælp.

 

Byggeri:

Det nye forsamlingshus, som Martin og Johan tegnede i sommers, blev forsinket af monsunregnen. Udgravningerne til fundament og septiktanke stod fulde af vand indtil for en måneds tid siden. Nu er det imidlertid nået op i rejsegildehøjde, vindu- og dør-karme er sat i og alle vægge pudset. Der mangler etageadskillelse og 2. sal samt tagtækning. Der regnes med indvielse til februar 2017. Forsamlingshuset er placeret ved siden af SEIT-kontoret, idet Babu (Amits far) har købt nabogrunden. SEIT lægger vægt på, at deres bygninger ligger samlet lige ved hovedlandevejen til Janakpur, der snart vil blive asfalteret.

16. byggeriet af forsamlingshuset skrider frem

Den nye bygning på 2 x ca. 50 kvm skal tjene forskellige formål: (1) tekstilværksted med sy- og strikke-maskiner, (2) møde- og undervisnings-lokaler til kurser, (3) mødested for læger, sygeplejersker og patienter i forbindelse med 'health camps', og endelig (4) 'hotel'-sovesale for udenbys tilrejsende kvinder og mænd ved hindu-festivaler, bryllupper o.l.

 

Belhis skrædder, Jhagaru, er allerede begyndt at uddanne lokale kvinder til syersker. Han har værksteder med trædesymaskiner i Belhi og Laliya og beskæftiger p.t. 7 syersker af begge køn. Vi havde en moderne elektrisk Singer symaskine med til ham fra Bjørn Fosdal. Kirsten, der også er håndarbejdslærer, havde sat sig ind i syning af knaphuller, og Jhagaru blev kisteglad, da knaphuller f.eks. i hans hovedleverance: politiuniformer er meget tidskrævende at sy i hånden. Han var også glad for at få en ordre på 50 skjorter, bluser og kjoler, som skal sælges på den planlagte bazar i Danmark til efteråret 2017. Han er selvlærd og meget dygtig og vil være velegnet til at lede tekniske kurser for unge mennesker i de tre landsbyer.

 

Vores ambitioner om at bygge private boliger med lokale materialer er stødt på vanskeligheder. Regeringen har udstedt forbud mod at grave grus, sand og sten op af udtørrede flodlejer, og kun givet licens hertil til få private firmaer, som kræver høj betaling. Hidtil har vi bare kunnet hente de traktorlæs, vi behøver, og kun betale fragten. Endvidere siger Amit, at det er svært at skaffe ufaglært arbejdskraft til at betjene murstensmaskinen. Han har derfor måttet ty til indkøb af brændte mursten til opførelse af forsamlingshuset med stigende omkostninger til følge. Måske skulle vi overveje at leje Harsars murstensmaskine, der laver to ad gangen, eller selv investere i en med større kapacitet.

 

En større hindring er imidlertid, at landsbybeboerne i almindelighed ikke ønsker at tage vores byggeskik til sig. De virker fastgroede i deres aversion mod stråtag og foretrækker brændte mursten, tage af stålblikplader eller eternit og etageadskillelse i jernbeton, som de kan bruge som fundament, hvis de senere skulle få råd til at forhøje huset med flere etager. Amit påstår, at hvis vi er parate til at bygge disse fancy Qatar-huse, vil vi få mange ordrer og let kunne udkonkurrere lokale entreprenører, især hvis vi kan stille kreditter med en forrentning under de gængse 24%. Vi kan evt. overveje at designe et protohus svarende til denne foretrukne byggeskik. Måske Johan og Jørgen Rahbæk Thomsen vil hjælpe med design og tegninger. Eller vi kan fastholde vores oprindelige idé og nøjes med at bygge for de - færre - bygherrer, der er faldet for vores byggeskik med lokale materialer, som f.eks. Rajak, Moto og Roof Top, der har vist interesse for at få opført henholdsvis en privatbolig, et forsamlingshus og et hotel- og restaurations-resort, (Den indiske NGO, vi samarbejder med, JGVK er interesseret i et samarbejde om samme byggeskik, fortæller dens leder, Biswajit.) I begge tilfælde vil det være nødvendigt at skulle bygge et vist antal bygninger (måske fem-seks om året) for at kunne tilbyde et fast byggesjak permanent beskæftigelse. Uden sikkerhed for fast, længerevarende arbejde vil arbejdskraften foretrække emigration.

 

En mulighed er at benytte ledig plads ved siden af SEIT-kontoret og forsamlingshuset til opførelse af to forskellige prototypehuse, ét i 'Belhi-stil' (vores byggeskik) og ét i 'Qatar-stil' (industrielt fremstillede, importerede materialer) som demonstrationshuse og offentliggøre regnskaberne inkl. fortjeneste. Iflg. Amit ligger der en betydelig indtægtskilde i at udnytte rentemarginalen mellem Nepal (24%) og Danmark (få %).

 

*****

 

I december 2015 indleverede vi en ansøgning til Cisu, som er det danske udenrigsministerium pulje til fordeling mellem danske NGO'ers støtteværdige udviklingsprojekter i den tredje verdens civilsamfund. Vi fik pure afslag. I sommer holdt vi rådgivningsmøde med en Cisu ekspert og indsendte en ændret ansøgning i oktober i år. Med samme negative resultat. Som begrundelse fik vi at vide, at vores arbejde godt nok er relevant, men savner klare mål, indre sammenhæng og bæredygtighed, således formuleret:

                      ”Kontekstanalysen er meget generel og mangelfuld på væsentlige områder. Dette gælder både analysen af den lokale kontekst og analysen af udfordringer og potentialer for partnerorganisationen.

Aktivitetsbeskrivelsen er meget generel. Det fremgår ikke klart, hvem der gennemfører hvilke aktiviteter og hvordan. Der mangler endvidere konkrete mål i forhold til flere af aktiviteterne.

Strategiafsnittet indeholder nogle overordnede principper, men ikke en egentlig strategi for partnerskabsaktiviteten.

              Det er på det foreliggende vanskeligt at vurdere bæredygtighed, men den kraftige vækst i de løbende omkostninger til lønninger og drift fremstår på det foreliggende ikke som bæredygtig.”

Så fik vi den at tygge på.

 

BGN har nedsat et særligt udvalg, der har lovet at planlægge en bazar til efteråret 2017 et eller andet sted i Københavnsområdet, hvor vi kan vise videoer, holde oplæg, arrangere musikunderholdning og sælge nepalesiske produkter – tekstiler, kurve, lædervarer, krydderier, etc.

Der vil blive udsendt invitationer senere.

 

Vi har oprettet en hjemmeside, som vi løbende vil holde opdateret: BGNepal.dk

 

*****           

 

Hvis du ønsker at støtte vores arbejde i Nepal, kan du indsætte dit bidrag på denne konto:

 

reg. nr. 0520

konto nr. 0000648938

 

BGNs bestyrelse (Flemming, Vagn, Knud, Karin & Dan) takker på forhånd for din støtte

og ønsker dig og din familie en rigtig glædelig jul og et godt Nytår.