Karin Bastian skriver…….

Indledning: I oktober 2012 rejste Dan og jeg til Nepal for i løbet af to måneder at bygge en skolebygning i tilknytning til skolen i Belhi. Projektet er et Triangel projekt, finansieret af Flemming Topsøe. Trianglen er en lille ngo (www.trianglen.nu), som arbejder i Uganda og Nepal. Med os havde vi Bjørn Fosdal, tidligere solohornist i radiosymfoniorkestret, men kan alt muligt andet: sy, strikke, lave blik, biler, mad, bygge huse … Belhi ligger i den sydøstlige del af Nepal, som grænser op til Indien. Distriktets hovestad er Janakpur. Det er subtropisk lavland. Der var to formål med byggeriet: 1) at bygge et hus til 15 computere (doneret af Sund og Bælt og Haldor Topsøe A/S). En computerbygning er en af forudsætningerne for at skolen kan blive opgraderet til 12. klasse (en anden er et science lab). Bliver den det, vil det spare hele området for udgifter til skolen i Janakpur, som er dyr både i skolepenge og transport. 2) At bygge den i lokale materialer, og med lokal arbejdskraft, som siden vil kunne bruge færdighederne i egne projekter. At det blev i Belhi skyldes at Dan siden 2006 har haft kontakt med og kærlighed til en familie der.

Første rejsebrev 2012 Nu har vi været her en lille måned og det er på tide at fortælle lidt hernedefra. Vi bor hos en utrolig sød familie: far (Babu), mor (Maitali) to sønner (Amit og Ram) og tre døtre (Anjani, Brianka og Ramaini) fem børn fra 14 til 22 år

Drengene taler engelsk, og jeg prøver efter bedste evne at lære pigerne at tale engelsk. Hver dag kl. tre har jeg engelskundervisning for alle de børn, der kan for deres arbejde, må for deres far og gider selv. Nogen gange er der 15 nogen gange 2. Det er sjovt, rigtig sjovt! Jeg prøver at lære dem disciplin ved at vise dem, at de skal række hånden op og holde den anden hånd for munden, når de kan svare på et spørgsmål, men nogen gange slipper svaret ud mellem fingrene på dem alligevel. Der er mange lyde, de ikke kan udtale, fx f som de udtaler som p. Så beder jeg dem holde overlæben oppe med en finger, så går det. Jeg tror det meste af den engelskundervisning de får består i at skrive af efter bøger, som de ikke forstår et pluk af. Og deres udtale er rædselsfuld.

Dan og jeg var inviteret til en konference for engelsklærere, hvor Dan holdt tale. Vi troede, det ville foregå på engelsk, men da de fleste ikke forstod engelsk, måtte talerne foregå på nepalesisk, med indskudte engelske sætninger, det rene volapyk. En konference for engelsklærere!! Nepal er et land præget af den dybeste resignation, inerti og apati. Det politiske system er korrupt, kastesystemet holder folk fast og medgiftsystemet er helt absurd. fx skal faren her til de tre giftefærdige døtre betale knapt 70.000 kr. for at få hver datter gift. Det er jo meget mere end han ejer i jord. Og giftes skal de, fordi en ugift kvinde ikke har nogen status overhovedet, ligesom en kvinde, der ikke kan få børn, er en dårlig kvinde. Jo mere uddannelse en kvinde har, jo mere medgift, skal hendes far betale. Og uddannelse koster penge, så motivationen til at spendere uddannelse på datteren er lav. Vi snakkede med Ram (som er den yngste søn og en engel) om ægteskab, og han siger formålet med ægteskabet er at manden får en partner, som støtter ham i enhver henseende, og hjælper ham, når han skal træffe svære beslutninger. Fint nok, jeg spurgte om det også gik den anden vej, så manden også støttede kvinden, han smilede og sagde, nogen gange. Men kvinder anses for ikke at være så kloge, så-.. Det er ikke hans eget synspunkt, men det fremherskende. Ram er syg af grin over at Bjørn har fortalt ham, at han har været forelsket 4 gange i sit liv. I Rams univers kan man kun være forelsket en gang.

De mænd, der har en uddannelse, vil ikke arbejde med deres hænder, de unge mænd rejser til golflandene og tjener penge, som de investerer i at udbygge deres egne huse.

Dan og Bjørn startede med at lægge hårdt ud og arbejdede fra morgen til aften med at grave ud til den nye skolebygnings fundament. Det stødte mod stor modstand fra vores familie, der mente de skulle dirigere arbejdet, men ikke selv bruge deres hænder. Nu har landsbyen vænnet sig til, at de arbejder, og nogen af dem med uddannelse siger, at sådan burde alle arbejde, men de rører ikke selv en finger. Skolelærerne fx, som jo bliver brugere af den nye bygning, og som er meget glade for at den bliver bygget, har ikke hjulpet med en time. Så nu har Dan tænkt sig, at holde en tale for lærerne om, hvilket holdningsskift, der må til for at der overhovedet kan ske nogen forandringer hernede, og at lærerne foregår eleverne med et dårligt eksempel, ved ikke at hjælpe til.

De to drenge i vores familie er fortvivlede over forholdene, og vil gøre deres til at skubbe på udvikling i landet. Amit, som er den ældste søn er Dans nærmeste medarbejder og meget dygtig. Han sørger sammen med sin far for arbejdshold til de forskellige trin i projektet. Det er meningen, at skolebyggeriet skal udvikle kompetencer i murstensfabrikation, bambusimprægnering og flisestøbning alt i stedlige materialer: fx. kolort, sand og ler. Så der behøves nogle engagerede folk også kvinder, som vil lære at mestre en ”ny” byggestil.

Forholdene er meget primitive. Vi har vores eget lille køkken, hvor vi kan lave vores egen mad, og fantasien er stor, for der er ikke mange råvarer, men forleden havde Amit kød med hjem fra Kathmandu, så Bjørn lavede frikadeller og brasede kartofler. Jummy!! Bjørn og Dan blev meget hurtigt trætte af ris og dalbaht, som nepaleserne spiser morgen middag og aften. Vi havde tre pakker havregryn med fra Danmark, så vi får havregrød om morgenen. Det er ikke til at få her, men det fik Amit heldigvis også fat i i Kathmandu. Vi har lært os selv, at bage brød i en gryde. Vi kan også få æg og kylling, så vi klager ikke. Her er de alle vegetarer, og mange dage har vi spist grøntsags suppe varieret på 100 forskellige måder.

Vi er kommet herned i en religiøs festivalperiode, som er meget blinkende og støjende. Fx blev vi på et tidspunkt udsat for konstant “musik” læs støj “sitaram sitaram sita sita sitaram” skruet op på 130 decibel fra højtalere lige udenfor vores soveværelse i 60 -TRES!!- timer i træk. Vi fandt ud af, at det er sandt, at konstant meningsløs støj er en udmærket form for tortur, som vist også praktiseres. I den anden ende af byen holder muslimerne til, og de udsender deres budskab: time-lange forførende taler fra ligeså støjende højtalere.

Kvinderne taler ikke engelsk, og jeg taler ikke nepalesisk, så vi laver sjov, synger for hinanden og griner meget. En gang imellem er der en kvinde eller pige på besøg, som kan engelsk, og så får jeg snakket med kvinderne og hører blandt andet om medgift og hustruvold og menstruation. En af kvinderne fortalte, at hendes mand slog hende, men så flyttede hun hjem til sin familie, og så gik der ikke lang tid, før han hentede hende, fordi han jo ikke kunne undvære hende. Og alle kvinderne grinede.

Når en kvinde har menstruation, er hun uren, og den første dag rangerer hun lavere end den laveste kaste. Hun sover på gulvet, og må ikke røre en mand ej heller sin egen. Hun er også uren, når hun har født. Det varer tre måneder. Ak ja.

Vi er en del forkølede Dan og jeg. Om dagen er der varmt, men om natten er der klamt, og luften er konstant tyk af støv. Det er ikke så godt for helbredet. Dan har haft høj feber et par nætter, og jeg blev meget nervøs, fordi det lignede det, han var indlagt for, før vi rejste herned, men det er heldigvis slut nu. Vi har indrettet os i kostalden og på høloftet, og køerne er flyttet ind i huset. Så dem må vi skræve over om aftenen, når vi skal ind, og også prøve at undgå at træde i kolort. Det er en arrig ko, men vi har jo også annekteret hendes hus. Ind imellem er det lidt for meget op ad bakke, lidt for eksotisk, primitivt, snavset og støjende.

For ikke at få for meget hjemve, eller begynde at tælle dagene til vi skal hjem, bilder jeg mig ind, at jeg skal blive her resten af livet, så er jeg jo nødt til at finde en måde at klare det på. Dan og jeg har det godt, og Dan, Bjørn og jeg klarer det også godt. Vi ved vist alle tre, at vi simpelt hen er nødt til at holde sammen, så det gør vi.

Nå så blev jeg lige råbt på af en af døtrene, og ser en lang karavane af kvinder, med krukker på hovedet. De skal ned til vores lille lokale tilløb til Ganges floden og fylde krukkerne med vand, som så skal tilbage igen til et lille tempel, som er opført med fine figurer af gudinden Laksmi og elefantguden Garnesh. Det er lysets fest i morgen, hinduernes største festdag.

Andet rejsebrev 2012

I de 10 dage, der er gået siden sidste rapport, har sindene været på prøve. Vi har måttet se i øjnene, at vi ikke kan blive færdige til d. 15.12.2012. Det har ikke været helt nemt (men som Dan siger, den dato er jo heller ikke et succeskriterium). Det har heller ikke været nemt at udholde støj, støv hoste, og den totale mangel på privatliv, der hersker her for alle. Irritationen har gjort, at i hvert fald jeg i en periode har været helt lukket for kulturen, og kun set det negative: kvindernes ulidelige tilstand, kvindernes ustandselige hiven og trækken i og råben til mig, børnene, der råber “armilkan”, når man går igennem byen, (det betyder amerikaner) osv. men det værste har været det stress, som de forhindringer byggeriet har været op imod, har skabt i os alle sammen (men måske mest i mig fordi jeg ikke har fingeren på pulsen som Bjørn og Dan). Jeg vil så gerne, at det her bliver en succes for Dan. Det er jo hans “barn”, som han har drømt om i så mange år. Og han har også hjerne, hjerte og hænder til at gennemføre det, men mod nepalesisk (læs indisk, kinesisk) maskinelt juks, kan han jo ikke gøre tingene hurtigere end de bliver repareret. Det er også helt afgørende for Amit, at projektet bliver gennemført, fordi hele hans omdømme her er på spil. Men han tager det hele med tilsyneladende stoisk ro, og opfordrer hele tiden Dan og Bjørn til ikke at bekymre sig, alt ordner sig, “no problem … tomorrow…” og han farer da også rundt og ordner og skaffer. Det er maskineriet og strømmen, der er de største problemer. Endelig virker maskinen, efter at alle dele er blevet udskiftet. Der bliver holdt et herligt møde, hvor alle arbejdshold bliver dannet og ansvaret fordelt, og så er der tre dage uden strøm!! Dan og Bjørn tager en dag ad gangen, og løser problemerne efterhånden som de dukker op. Jeg er meget imponeret af deres (selv) disciplin, overblik, gå på mod, tekniske snilde og opfindsomhed. Og Amit er stadig en uvurderlig hjælp. Han kender alt og alle, har et godt ry, og er eminent til at skaffe. (for eksempel var vi igen løbet tør for havregryn, men han kom hjem med 4 dunke fremtryllet i Janakpur. Hvad han skaffer af dimser og dingenoter, er vist også imponerende). Min irritation har heldigvis fortaget sig, og jeg har overgivet mig. Nu tæller jeg ikke længere dagene til vi skal hjem, selvom jeg glæder mig til et varmt bad, en tyk madras, rent tøj, og ikke mindst til at gense familien. Der er også hele tiden noget, der lyser op: Forleden kom to små drenge (Ram Oday og Murli, mine to yndlingselever, må man ha det?) ind i køkkenet og sang og dansede for os, så det var en fryd. Efter et stykke tid gik det op for mig at det, de sang var “twincle twincle little star, how I wonder what you are” udsat for nepalesisk rytme og melodi. Ubetaleligt. Der har også været lysfest, med megen stemningsfuld sang ved søen, og store fade mad til guderne (næste dag kl. 5 om morgenen blev fadene hentet hjem og familien spiste resterne og delte ud til de fattige).

I ti dage til fuldmåne samles kvinderne på gårdspladsen og synger deres hyldest til guderne og til deres brødre. Hver familie har en stor kurv med små figurer lavet af ler, fint pyntet med riskorn og olielamper foran sig. Seancen sluttes af med at de to og to syngende svinger kurvene ind over hinanden. Og så er der en marabustork eller hvad det nu er for en med et kæmpestort næb og vingefang, som jeg har hilst på et par gange på ganske kort afstand. Efter de religiøse fester var der så wolleyball turnering. (mere larm) Vores landsby vandt. Sølvmedaljevinderne var så utilfredse, at de gik løs på vores landsby med medbragte køller og enkelte havde også våben (ingen kom til skade), men der blev øvet hærværk på byggeriet og en dags murstensfabrikation blev smadret. SÅ ringede Amit til politiet som mødte op med en mand, senere flere og endelig dukkede militæret op. Stort postyr. Her var det Dan og Bjørn og jeg, der tog det hele med stoisk ro, og en vis portion galgenhumor.

Jeg har fået endnu en oplysning om kvindernes forhold, som rystede mig i flere dage: En kvinde er nygift i 15 år efter fødslen af det første barn. I al den tid må hun ikke forlade sit hjem!!!!! Ikke en gang markarbejde må hun udføre. Det er jo derfor, de hiver i mig bl.a. fordi de alle sammen gerne vil se mig, men de må ikke komme på besøg, så nu går jeg ind, hver gang jeg bliver opfordret, og tåler at blive hevet rundt, fordi jeg skal se det hele, og jeg skal pyntes med røde pletter i panden og mit tøj skal kommenteres. Jeg har snakket med Amit om det og han siger, at grunden er beskyttelse af kvinderne. Hvis de gik frit omkring ville de blive genstand for mændenes sultne blikke (mit udtryk). Det er så langt ude, og siger en hel del om mændenes selvforståelse, som dog ikke er i deres bevidsthed. Hver gang jeg snakker med Amit om kvindernes vilkår, bliver han fjern i blikket, men jeg har lovet ham, at jeg bliver ved, selvom jeg godt ved, at én mand ikke kan flytte bjerge alene. Ved mødet forleden på “vores” høloft, hvor arbejdsopgaverne blev fordelt, var der jo flest mænd, men der er tre kvinder i Triangel komiteen, og kvinderne i “vores familie” var også mødt op (og det var faktisk et gennembrud). Kvinderne sad bag en skærm (inde i vores soveværelse) undtagen to gamle kvinder, som holdt sig tæt til mig. På et tidspunkt spurgte Dan, – som havde indledt mødet med en brandtale om nødvendigheden af ansvarlighed, arbejdsomhed og hjælpsomhed, og nødvendigheden af at arbejde med hænder og hoved både hos mænd og kvinder, – om kvinderne ville hjælpe med ved imprægneringsmaskinen. Lille palaver, “ja, hvis vi får 400 ru. om dagen, Dan: mændene får 250, så det er også hvad I vil få” Kvinderne “300” Dan “250” ok og så gik kvinderne syngende bort. Nu er der flere kvinder, der gerne vil hjælpe på byggepladsen, og det er et brud på normerne, kvinderne har ikke måttet komme der. Så det er godt. (Altså det gælder de ældre kvinder, moderen fra vores hus og nabokonen og en dalit-kvinde (det var hende, der ville ha 400 ru.)

Jeg har lavet en lille “dam” som skal bruges til vådrum for teglsten. Men derefter skulle det så blive en “havedam” og der er jeg jo på hjemmebane. Amit skaffede et stort stykke plastik, tyndt ganske vist, men vandtæt og jeg gravede ud (jeg graver to spadestik, så kommer der en mand og overtager, så henter jeg en rive, den får jeg så lov at beholde), plastikken blev samlet med bredt hvidt plaster og lagt ud…….og om aftenen legede børnene i det, (det var jo den herligste ruchebane) så der om morgenen var kommet en stor revne. HM… så begyndte jeg at plastre det til med ler, vi hældte vand i og det holder desværre ikke, så nu må det nøjes med at være til teglsten, det skal bare fyldes lidt op hver dag. Måske finder jeg på en løsning.

Nu er Dan og Bjørn lige kommet hjem glade med brede smil, strålende som sole. Der er strøm, huset er ENDELIG ved at rejse sig, og nu går det stærkt. OG Dan har foreslået, at vi tilbringer de sidste dage inden flyafgang i Nagarkot, med udsigt til Himalaya, frisk luft, stilhed, på luksushotel, som belønning til os selv, fordi vi stod ud, stod mål og stod last og brast.

Forleden var der så stille i landsbyen, at vi kunne høre klassisk musik. Vi har overspillet en del af vores yndlings cd’er til computeren, som så selv har ordnet indholdet, som den nu syntes det skulle ordnes. Dvs at vi får alle koraler fra Matæuspassionen og Juleoratoriet i række, arierne for sig i række og orden og med indskudte satser fra Hmoll messen. Men det er fuldstændig ligegyldigt, det er helt vidunderligt, at få Bach ind gennem ørene, ned i årerne, ud i alle celler i kroppen, som den fedeste medicin, for vores tyndslidte, støjforurenede nerver. Heldigvis er støjen taget af og der har været adskillige lydløse nætter. Og det er tydeligt, hvordan det påvirker os til at blive mindre pirrelige.

Efter Dans brandtale til lærerne har der hver dag været mindst tyve lærere og elever i gang med storsmilende at flytte mursten i lange rækker og det går hurtigt, så Amit må bremse tempoet: bistarre bistarre, slowly slowly. Og bygningen rejser sig stille og roligt omkring et bambusværk, som Dan og Bjørn har opført, med Dan hængende på øverste trin på en stige, mens Bjørn har haft kameraet klar for at fange ham, når han faldt ned. Det billede har han heldigvis stadig til gode. Jeg var med i rækken af mænd/ drenge der flyttede mursten, men det gode eksempel er ikke nok, der skal også en invitation til pigerne /kvinderne til før de -måske bryder grænser. Vi er stadig omgærdet af velvilje, og det er dejligt. I går kom Bjørn og jeg ned på byggepladsen og så en hel række “tilskuere” ved bambusimprægneringsmaskinen. Det har vi vænnet os til, selvom vi hver især har vores metoder, og hele tiden opfinder nye til at holde tilskuerne på i det mindste en meters afstand. Men denne gang var de inviteret af Amit. Det viste sig, at han var i færd med at undervise en tiende klasse i imprægneringsmaskinens teknik og økologiske perspektiver. Han brænder for sagen. Når jeg siger, det er vigtigt, at vi laver et regnskab, som viser, at denne byggemåde er billigere end den man plejer at bruge her, kan han tale længe og entusiastisk om, at det er meget vigtigere, at bevidstgøre om hvor økologisk hensynsfuld og ansvarlig den er. Dan og Bjørn bliver mere og mere arbejdsløse, og er ved at gøre sig selv overflødige, og det er jo også meningen med det hele. Men hvad gør man så? Bjørn læser flere bøger end han har gjort nogensinde før, og opfinder nye retter: havregryn, sukker, æg piskes sammen og ristes som kager på panden. Eller: en rest ris røres op med æg og mælk og ristes på panden. “Uhm” siger vi. Dan laver indeks på engelskudgaven af Øhrsted, og jeg skriver hjem, og græmmes, når computeren ikke vil sende eller modtage.

I går aftes kl. 9 blev Bjørn og jeg og Bjørns kamera hentet ned på byggepladsen af Amit. Der var arbejdet i fuld gang. Snedkeren lavede vinduesrammer og imprægneringsmaskinen arbejdede. Amit har lejet en stor generator, som skulle være temmelig dyr i leje, derfor gjaldt det om at udnytte den fuldt ud. Der var bål at varme sig ved og en effektiv elektrisk pære lyste området op. Den slags sætter en i godt og fortrøstningsfuldt humør. Kvinderne griner stadig. Det gør de, når der er nogen, der græder, når der er nogen der er vrede, og når der bliver berettet om slagsmål mellem ægtefæller. Det er sandsynligvis udtryk for en slags forlegenhed. Det samme skete, da jeg med en af døtrene oplevede en herlig fest, der blev holdt for to nyfødte drengebørn, og jeg spørger hende om der også bliver holdt fest, når der bliver født en pige. Latter og nej. Der er ingen blødsødenhed, børnene bliver slået, hvis de ikke makker ret. Man råber højt og pludseligt til en baby som græder, eller man ignorerer gråden fx. når man er i gang med en hårdhændet babymassage.

Nå nu råber børnene på mig, klokken er tre. Det er tid for engelskundervisning. Aldrig har jeg været sammen med to så forfængelige mænd som Dan og Bjørn. De har fået syet nye skjorter, bukser og jakker hos den lille skrædder i landsbyen og sammenlignet lommer og kraver og snit, og diskuteret pasform, så det var en lyst. I øvrigt tog det skrædderen lang tid at få Dans skjorter færdige, fordi han ikke kunne komme til at stryge dem i tre dage på grund af strømmangel!

Der har været travlhed på byggepladsen til det sidste for at få alt færdigt til tagrejsning og Babu har ryddet pænt op på pladsen, for at alt skulle se præsentabelt ud, når vi tog derfra, Der var gråd og tænders gnidsel på rejsedagen, og alle ville enten have at vi blev, eller også ville de med til Danmark. Alle skolebørnene var mødt op og ville holde hånd, og ha gaver, så jeg har lovet at ta så mange engelske børnebøger med, som vi kan bære næste gang vi kommer. Amit vil indrette “bibliotek” på vores høloft, så børnene kan komme og læse, når de har tid og lyst. Sidste aften var der fest i vores hus, der blev spist og danset. To små piger dansede så det var en fryd, som små musikalske siv. Og Bjørn og jeg blev trukket op og dansede med.

Vores fly til Kathmandu var aflyst på grund af vejret, og vi måtte efter 4 timers venten i lufthavnen køre i bil til Nagarkot, hvor vi efter 10 timers kørsel nok havde den koldeste overnatning nogen af os nogensinde har oplevet. Det slog bunden ud af Bjørn, så de tre musketerer skiltes her og Bjørn tog med Amit til Kathmandu, hvor han fik fremrykket sin hjemrejse. Dan og jeg blev og nød 4 dage med udsigt, stilhed, klart vejr, frisk luft, rigtige madrasser, hvidt sengetøj, dejlig mad og hver aften en whisky på terrassen. ***