Gennem de sidste 13-14 år har medlemmerne af BGN skrevet mange rejsebreve. Ofte er de blevet kaldt Nyhedsbreve. Vi har samlet dem her. Det er “historisk stof” der ind i mellem er meget tidsbundet …
Rejsebreve oktober 2012
Karin Bastian skriver
I oktober 2012 rejste Dan og jeg til Nepal for i løbet af to måneder at bygge en skolebygning i tilknytning til skolen i Belhi. Projektet er et Triangel projekt, finansieret af Flemming Topsøe. Trianglen er en lille ngo (www.trianglen.nu), som arbejder i Uganda og Nepal. Med os havde vi Bjørn Fosdal, tidligere solohornist i radiosymfoniorkestret, men kan alt muligt andet: sy, strikke, lave blik, biler, mad, bygge huse …
Belhi ligger i den sydøstlige del af Nepal, som grænser op til Indien. Distriktets hovestad er Janakpur. Det er subtropisk lavland.
Der var to formål med byggeriet:
1) at bygge et hus til 15 computere (doneret af Sund og Bælt og Haldor Topsøe A/S). En computerbygning er en af forudsætningerne for at skolen kan blive opgraderet til 12. klasse (en anden er et science lab). Bliver den det, vil det spare hele området for udgifter til skolen i Janakpur, som er dyr både i skolepenge og transport.
2) At bygge den i lokale materialer, og med lokal arbejdskraft, som siden vil kunne bruge færdighederne i egne projekter.
At det blev i Belhi skyldes at Dan siden 2006 har haft kontakt med og kærlighed til en familie der.
Første rejsebrev 2012
Nu har vi været her en lille måned og det er på tide at fortælle lidt hernedefra.
Vi bor hos en utrolig sød familie: far (Babu), mor (Maitali) to sønner (Amit og Ram) og tre døtre (Anjani, Brianka og Ramaini) fem børn fra 14 til 22 år
Drengene taler engelsk, og jeg prøver efter bedste evne at lære pigerne at tale engelsk.
Hver dag kl. tre har jeg engelskundervisning for alle de børn, der kan for deres arbejde, må for deres far og gider selv. Nogen gange er der 15 nogen gange 2.
Det er sjovt, rigtig sjovt! Jeg prøver at lære dem disciplin ved at vise dem,
at de skal række hånden op og holde den anden hånd for munden, når de kan svare på et spørgsmål, men nogen gange slipper svaret ud mellem fingrene på dem alligevel. Der er mange lyde, de ikke kan udtale, fx f som de udtaler som p. Så beder jeg dem holde overlæben oppe med en finger, så går det. Jeg tror det meste af den engelskundervisning de får består i at skrive af efter bøger, som de ikke forstår et pluk af. Og deres udtale er rædselsfuld. Dan og jeg var inviteret til en konference for engelsklærere, hvor Dan holdt tale. Vi troede, det ville foregå på engelsk, men da de fleste ikke forstod engelsk, måtte talerne foregå på nepalesisk, med indskudte engelske sætninger, det rene volapyk. En konference for engelsklærere!!
Nepal er et land præget af den dybeste resignation, inerti og apati.
Det politiske system er korrupt, kastesystemet holder folk fast og medgiftsystemet er helt absurd. fx skal faren her til de tre giftefærdige døtre betale knapt 70.000 kr. for at få hver datter gift. Det er jo meget mere end han ejer i jord. Og giftes skal de, fordi en ugift kvinde ikke har nogen status overhovedet, ligesom en kvinde, der ikke kan få børn, er en dårlig kvinde. Jo mere uddannelse en kvinde har, jo mere medgift, skal hendes far betale. Og uddannelse koster penge, så motivationen til at spendere uddannelse på datteren er lav. Vi snakkede med Ram (som er den yngste søn og en engel) om ægteskab, og han siger formålet med ægteskabet er at manden får en partner, som støtter ham i enhver henseende, og hjælper ham, når han skal træffe svære beslutninger. Fint nok, jeg spurgte om det også gik den anden vej, så manden også støttede kvinden, han smilede og sagde, nogen gange. Men kvinder anses for ikke at være så kloge, såø.. Det er ikke hans eget synspunkt, men det fremherskende. Ram er syg af grin over at Bjørn har fortalt ham, at han har været forelsket 4 gange i sit liv. I Rams univers kan man kun være forelsket en gang.
De mænd, der har en uddannelse, vil ikke arbejde med deres hænder, de unge mænd rejser til golflandene og tjener penge, som de investerer i at udbygge deres egne huse.
Dan og bjørn startede med at lægge hårdt ud og arbejdede fra morgen til aften med at grave ud til den nye skolebygnings fundament. Det stødte mod stor modstand fra vores familie, der mente de skulle dirigere arbejdet, men ikke selv bruge deres hænder. Nu har landsbyen vænnet sig til, at de arbejder, og nogen af dem med uddannelse siger, at sådan burde alle arbejde, men de rører ikke selv en finger. Skolelærerne fx, som jo bliver brugere af den nye bygning, og som er meget glade for at den bliver bygget, har ikke hjulpet med en time. Så nu har Dan tænkt sig, at holde en tale for lærerne om, hvilket holdningsskift, der må til for at der overhovedet kan ske nogen forandringer hernede, og at lærerne foregår eleverne med et dårligt eksempel, ved ikke at hjælpe til.
De to drenge i vores familie er fortvivlede over forholdene, og vil gøre deres til at skubbe på udvikling i landet. Amit, som er den ældste søn er Dans nærmeste medarbejder og meget dygtig. Han sørger sammen med sin far for arbejdshold til de forskellige trin i projektet. Det er meningen, at skolebyggeriet skal udvikle kompetencer i murstensfabrikation, bambusimprægnering og flisestøbning alt i stedlige materialer: fx. kolort, sand og ler. Så der behøves nogle engagerede folk også kvinder, som vil lære at mestre en ”ny” byggestil.
Forholdene er meget primitive. Vi har vores eget lille køkken, hvor vi kan lave vores egen mad, og fantasien er stor, for der er ikke mange råvarer, men forleden havde Amit kød med hjem fra Kathmandu, så Bjørn lavede frikadeller og brasede kartofler. Jummy!! Bjørn og Dan blev meget hurtigt trætte af ris og dalbaht, som nepaleserne spiser morgen middag og aften. Vi havde tre pakker havregryn med fra Danmark, så vi får havregrød om morgenen. Det er ikke til at få her, men det fik Amit heldigvis også fat i i Kathmandu. Vi har lært os selv, at bage brød i en gryde. Vi kan også få æg og kylling, så vi klager ikke. Her er de alle vegetarer, og mange dage har vi spist grøntsags suppe varieret på 100 forskellige måder.
Vi er kommet herned i en religiøs festivalperiode, som er meget blinkende og støjende. Fx blev vi på et tidspunkt udsat for konstant “musik” læs støj “sitaram sitaram sita sita sitaram” skruet op på 130 decibel fra højtalere lige udenfor vores soveværelse i 60 -TRES!!- timer i træk. Vi fandt ud af, at det er sandt, at konstant meningsløs støj er en udmærket form for tortur, som vist også praktiseres. I den anden ende af byen holder muslimerne til, og de udsender deres budskab: time-lange forførende taler fra ligeså støjende højtalere.
Kvinderne taler ikke engelsk, og jeg taler ikke nepalesisk, så vi laver sjov, synger for hinanden og griner meget. En gang imellem er der en kvinde eller pige på besøg, som kan engelsk, og så får jeg snakket med kvinderne og hører blandt andet om medgift og hustruvold og menstruation. En af kvinderne fortalte, at hendes mand slog hende, men så flyttede hun hjem til sin familie, og så gik der ikke lang tid, før han hentede hende, fordi han jo ikke kunne undvære hende. Og alle kvinderne grinede. Når en kvinde har menstruation, er hun uren, og den første dag rangerer hun lavere end den laveste kaste. Hun sover på gulvet, og må ikke røre en mand ej heller sin egen. Hun er også uren, når hun har født. Det varer tre måneder. Ak ja.
Vi er en del forkølede Dan og jeg. Om dagen er der varmt, men om natten er der klamt, og luften er konstant tyk af støv. Det er ikke så godt for helbredet. Dan har haft høj feber et par nætter, og jeg blev meget nervøs, fordi det lignede det, han var indlagt for, før vi rejste herned, men det er heldigvis slut nu.
Vi har indrettet os i kostalden og på høloftet, og køerne er flyttet ind i huset. Så dem må vi skræve over om aftenen, når vi skal ind, og også prøve at undgå at træde i kolort. Det er en arrig ko, men vi har jo også annekteret hendes hus. Ind imellem er det lidt for meget op ad bakke, lidt for eksotisk, primitivt, snavset og støjende. For ikke at få for meget hjemve, eller begynde at tælle dagene til vi skal hjem, bilder jeg mig ind, at jeg skal blive her resten af livet, så er jeg jo nødt til at finde en måde at klare det på. Dan og jeg har det godt, og Dan Bjørn og jeg klarer det også godt. Vi ved vist alle tre at vi simpelt hen er nødt til at holde sammen, så det gør vi. Nå så blev jeg lige råbt på af en af døtrene, og ser en lang karavane af kvinder, med krukker på hovedet. De skal ned til vores lille lokale tilløb til Ganges floden og fylde krukkerne med vand, som så skal tilbage igen til et lille tempel, som er opført med fine figurer af gudinden Laksmi og elefantguden Garnesh. Det er lysets fest i morgen, hinduernes største festdag.
Andet rejsebrev 2012
I de 10 dage, der er gået siden sidste rapport, har sindene været på prøve. Vi har måttet se i øjnene, at vi ikke kan blive færdige til d. 15.12. Det har ikke været helt nemt (men som Dan siger, den dato er jo heller ikke et succeskriterium). Det har heller ikke været nemt at udholde støj, støv hoste, og den totale mangel på privatliv, der hersker her for alle. Irritationen har gjort at i hvert fald jeg i en periode har været helt lukket for kulturen, og kun set det negative: kvindernes ulidelige tilstand, kvindernes ustandselige hiven og trækken i og råben til mig, børnene, der råber “armilkan”, når man går igennem byen, (det betyder amerikaner) osv. men det værste har været det stress, som de forhindringer byggeriet har været op imod, har skabt i os alle sammen (men måske mest i mig fordi jeg ikke har fingeren på pulsen som Bjørn og Dan). Jeg vil så gerne, at det her bliver en succes for Dan. Det er jo hans “barn”, som han har drømt om i så mange år. Og han har også hjerne, hjerte og hænder til at gennemføre det, men mod nepalesisk (læs indisk, kinesisk) maskinelt juks, kan han jo ikke gøre tingene hurtigere end de bliver repareret.
Det er også helt afgørende for Amit, at projektet bliver gennemført, fordi hele hans omdømme her er på spil. Men han tager det hele med tilsyneladende stoisk ro, og opfordrer hele tiden Dan og Bjørn til ikke at bekymre sig, alt ordner sig, “no problem … tomorrow…” og han farer da også rundt og ordner og skaffer. Det er maskineriet og strømmen, der er de største problemer. Endelig virker maskinen, efter at alle dele er blevet udskiftet. Der bliver holdt et herligt møde, hvor alle arbejdshold bliver dannet og ansvaret fordelt, og så er der tre dage uden strøm!!
Dan og Bjørn tager en dag ad gangen, og løser problemerne efterhånden som de dukker op. Jeg er meget imponeret af deres (selv) disciplin, overblik, gå på mod, tekniske snilde og opfindsomhed. Og Amit er stadig en uvurderlig hjælp. Han kender alt og alle, har et godt ry, og er eminent til at skaffe. (for eksempel var vi igen løbet tør for havregryn, men han kom hjem med 4 dunke fremtryllet i Janakpur. Hvad han skaffer af dimser og dingenoter, er vist også imponerende).
Min Irritationen har heldigvis fortaget sig, og jeg har overgivet mig. Nu tæller jeg ikke længere dagene til vi skal hjem, selvom jeg glæder mig til et varmt bad, en tyk madras, rent tøj, og ikke mindst til at gense familien.
Der er også hele tiden noget, der lyser op:
Forleden kom to små drenge (Ram Oday og Murli, mine to yndlingselever, må man ha det?) ind i køkkenet og sang og dansede for os, så det var en fryd. Efter et stykke tid gik det op for mig at det, de sang var “twincle twincle little star, how I wonder what you are” udsat for nepalesisk rytme og melodi. Ubetaleligt. Der har også været lysfest, med megen stemningsfuld sang ved søen, og store fade mad til guderne (næste dag kl. 5 om morgenen blev fadene hentet hjem og familien spiste resterne og delte ud til de fattige). I ti dage til fuldmåne samles kvinderne på gårdspladsen og synger deres hyldest til guderne og til deres brødre. Hver familie har en stor kurv med små figurer lavet af ler, fint pyntet med riskorn og olielamper foran sig. Seancen sluttes af med at de to og to syngende svinger kurvene ind over hinanden.
Og så er der en marabustork eller hvad det nu er for en med et kæmpestort næb og vingefang, som jeg har hilst på et par gange på ganske kort afstand.
Efter de religiøse fester var der så wolleyball turnering. (mere larm) Vores landsby vandt. Sølvmedaljevinderne var så utilfredse, at de gik løs på vores landsby med medbragte køller og enkelte havde også våben (ingen kom til skade), men der blev øvet hærværk på byggeriet og en dags murstensfabrikation blev smadret. SÅ ringede Amit til politiet som mødte op med en mand, senere flere og endelig dukkede militæret op. Stort postyr. Her var det Dan og Bjørn og jeg, der tog det hele med stoisk ro, og en vis portion galgenhumor.
Jeg har fået endnu en oplysning om kvindernes forhold, som rystede mig i flere dage: En kvinde er nygift i 15 år efter fødslen af det første barn. I al den tid må hun ikke forlade sit hjem!!!!! Ikke en gang markarbejde må hun udføre. Det er jo derfor, de hiver i mig bl.a. fordi de alle sammen gerne vil se mig, men de må ikke komme på besøg, så nu går jeg ind, hver gang jeg bliver opfordret, og tåler at blive hevet rundt, fordi jeg skal se det hele, og jeg skal pyntes med røde pletter i panden og mit tøj skal kommenteres. Jeg har snakket med Amit om det og han siger, at grunden er beskyttelse af kvinderne. Hvis de gik frit omkring ville de blive genstand for mændenes sultne blikke (mit udtryk). Det er så langt ude, og siger en hel del om mændenes selvforståelse, som dog ikke er i deres bevidsthed. Hver gang jeg snakker med Amit om kvindernes vilkår, bliver han fjern i blikket, men jeg har lovet ham, at jeg bliver ved, selvom jeg godt ved, at én mand ikke kan flytte bjerge alene.
Ved mødet forleden på “vores” høloft, hvor arbejdsopgaverne blev fordelt, var der jo flest mænd, men der er tre kvinder i Triangel komiteen, og kvinderne i “vores familie” var også mødt op (og det var faktisk et gennembrud). Kvinderne sad bag en skærm (inde i vores soveværelse) undtagen to gamle kvinder, som holdt sig tæt til mig. På et tidspunkt spurgte Dan, – som havde indledt mødet med en brandtale om nødvendigheden af ansvarlighed, arbejdsomhed og hjælpsomhed, og nødvendigheden af at arbejde med hænder og hoved både hos mænd og kvinder, – om kvinderne ville hjælpe med ved imprægneringsmaskinen. Lille palaver, “ja, hvis vi får 400 ru. om dagen, Dan: mændene får 250, så det er også hvad I vil få” Kvinderne “300” Dan “250” ok og så gik kvinderne syngende bort.
Nu er der flere kvinder, der gerne vil hjælpe på byggepladsen, og det er et brud på normerne, kvinderne har ikke måttet komme der. Så det er godt. (Altså det gælder de ældre kvinder, moderen fra vores hus og nabokonen og en dalit-kvinde (det var hende, der ville ha 400 ru.))
Jeg har lavet en lille “dam” som skal bruges til vådrum for teglsten. Men derefter skulle det så blive en “havedam” og der er jeg jo på hjemmebane. Amit skaffede et stort stykke plastik, tyndt ganske vist, men vandtæt og jeg gravede ud (jeg graver to spadestik, så kommer der en mand og overtager, så henter jeg en rive, den får jeg så lov at beholde), plastikken blev samlet med bredt hvidt plaster og lagt ud…….og om aftenen legede børnene i det, (det var jo den herligste ruchebane) så der om morgenen var kommet en stor revne. HM… så begyndte jeg at plastre det til med ler, vi hældte vand i og det holder desværre ikke, så nu må det nøjes med at være til teglsten, det skal bare fyldes lidt op hver dag. Måske finder jeg på en løsning.
Nu er Dan og Bjørn lige kommet hjem glade med brede smil, strålende som sole. Der er strøm, huset er ENDELIG ved at rejse sig, og nu går det stærkt.
OG Dan har foreslået, at vi tilbringer de sidste dage inden flyafgang i Nagarkot, med udsigt til Himalaya, frisk luft, stilhed, på luksushotel, som belønning til os selv, fordi vi stod ud, stod mål og stod last og brast.
Forleden var der så stille i landsbyen, at vi kunne høre klassisk musik. Vi har overspillet en del af vores yndlings cd’er til computeren, som så selv har ordnet indholdet, som den nu syntes det skulle ordnes. Dvs at vi får alle koraler fra Matæuspassionen og Juleoratoriet i række, arierne for sig i række og orden og med indskudte satser fra Hmoll messen. Men det er fuldstændig ligegyldigt, det er helt vidunderligt, at få Bach ind gennem ørene, ned i årerne, ud i alle celler i kroppen, som den fedeste medicin, for vores tyndslidte, støjforurenede nerver.
Heldigvis er støjen taget af og der har været adskillige lydløse nætter. Og det er tydeligt, hvordan det påvirker os til at blive mindre pirrelige.
Efter Dans brandtale til lærerne har der hver dag været mindst tyve lærere og elever i gang med storsmilende at flytte mursten i lange rækker og det går hurtigt, så Amit må bremse tempoet: bistarre bistarre, slowly slowly. Og bygningen rejser sig stille og roligt omkring et bambusværk, som Dan og Bjørn har opført, med Dan hængende på øverste trin på en stige, mens Bjørn har haft kameraet klar for at fange ham, når han faldt ned. Det billede har han heldigvis stadig til gode. Jeg var med i rækken af mænd/ drenge der flyttede mursten, men det gode eksempel er ikke nok, der skal også en invitation til pigerne /kvinderne til før de -måske bryder grænser.
Vi er stadig omgærdet af velvilje, og det er dejligt. I går kom Bjørn og jeg ned på byggepladsen og så en hel række “tilskuere” ved bambusimprægneringsmaskinen. Det har vi vænnet os til, selvom vi hver især har vores metoder, og hele tiden opfinder nye til at holde tilskuerne på i det mindste en meters afstand. Men denne gang var de inviteret af Amit. Det viste sig, at han var i færd med at undervise en tiende klasse i imprægneringsmaskinens teknik og økologiske perspektiver. Han brænder for sagen. Når jeg siger, det er vigtigt, at vi laver et regnskab, som viser, at denne byggemåde er billigere end den man plejer at bruge her, kan han tale længe og entusiastisk om, at det er meget vigtigere, at bevidstgøre om hvor økologisk hensynsfuld og ansvarlig den er.
Dan og Bjørn bliver mere og mere arbejdsløse, og er ved at gøre sig selv overflødige, og det er jo også meningen med det hele. Men hvad gør man så? Bjørn læser flere bøger end han har gjort nogensinde før, og opfinder nye retter: havregryn, sukker, æg piskes sammen og ristes som kager på panden. Eller: en rest ris røres op med æg og mælk og ristes på panden. “Uhm” siger vi. Dan laver indeks på engelskudgaven af Øhrsted, og jeg skriver hjem, og græmmes, når computeren ikke vil sende eller modtage.
I går aftes kl. 9 blev Bjørn og jeg og Bjørns kamera hentet ned på byggepladsen af Amit. Der var arbejdet i fuld gang. Snedkeren lavede vinduesrammer og imprægneringsmaskinen arbejdede. Amit har lejet en stor generator, som skulle være temmelig dyr i leje, derfor gjaldt det om at udnytte den fuldt ud. Der var bål at varme sig ved og en effektiv elektrisk pære lyste området op. Den slags sætter en i godt og fortrøstningsfuldt humør.
Kvinderne griner stadig. Det gør de, når der er nogen, der græder, når der er nogen der er vrede, og når der bliver berettet om slagsmål mellem ægtefæller. Det er sandsynligvis udtryk for en slags forlegenhed. Det samme skete, da jeg med en af døtrene oplevede en herlig fest, der blev holdt for to nyfødte drengebørn, og jeg spørger hende om der også bliver holdt fest, når der bliver født en pige. Latter og nej. Der er ingen blødsødenhed, børnene bliver slået, hvis de ikke makker ret. Man råber højt og pludseligt til en baby som græder, eller man ignorerer gråden fx. når man er i gang med en hårdhændet babymassage.
Nå nu råber børnene på mig, klokken er tre. Det er tid for engelskundervisning.
Aldrig har jeg været sammen med to så forfængelige mænd som Dan og Bjørn. De har fået syet nye skjorter, bukser og jakker hos den lille skrædder i landsbyen og sammenlignet lommer og kraver og snit, og diskuteret pasform, så det var en lyst. I øvrigt tog det skrædderen lang tid at få Dans skjorter færdige, fordi han ikke kunne komme til at stryge dem i tre dage på grund af strømmangel!
Der har været travlhed på byggepladsen til det sidste for at få alt færdigt til tagrejsning og Babu har ryddet pænt op på pladsen, for at alt skulle se præsentabelt ud, når vi tog derfra,
Der var gråd og tænders gnidsel på rejsedagen, og alle ville enten have at vi blev, eller også ville de med til Danmark. Alle skolebørnene var mødt op og ville holde hånd, og ha gaver, så jeg har lovet at ta så mange engelske børnebøger med, som vi kan bære næste gang vi kommer. Amit vil indrette “bibliotek” på vores høloft, så børnene kan komme og læse, når de har tid og lyst.
Sidste aften var der fest i vores hus, der blev spist og danset. To små piger dansede så det var en fryd, som små musikalske siv. Og Bjørn og jeg blev trukket op og dansede med.
Vores fly til Kathmandu var aflyst på grund af vejret, og vi måtte efter 4 timers venten i lufthavnen køre i bil til Nagarkot, hvor vi efter 10 timers kørsel nok havde den koldeste overnatning nogen af os nogensinde har oplevet. Det slog bunden ud af Bjørn, så de tre musketerer skiltes her og Bjørn tog med Amit til Kathmandu, hvor han fik fremrykket sin hjemrejse.
Dan og jeg blev og nød 4 dage med udsigt, stilhed, klart vejr, frisk luft, rigtige madrasser, hvidt sengetøj, dejlig mad og hver aften en whisky på terrassen.
***
1. rejsebrev, 18.2 til 24.2. 2013
Så er vi her igen, lidt forsinkede, lidt for u-sovede, allerede lidt galgenhumoristiske. Mandag morgen kørte Marinus (min svigersøn) os til den indiske ambassade med bilen fuld af bagage, godt overvægtig af engelske bøger, tov, muresnor, nødder, suppeterninger, tørgær og frø.
Vi fik vores pas og visum, men ambasaden beholdt billetterne! Vi havde dog to papirer: en rejseplan, der sagde vi skulle rejse mandag kl. 14.40 og et andet papir, der sagde vi skulle rejse tirsdag kl. 10.30. Hmm!! jeg ringer til Kipling rejsebureau og får at vide, vi skal rejse i morgen 10.30!
Så vi tager på zoologisk museum med Sylvester (mit barnebarn på 5), mens Marinus ordner sit, spiser på tyrkisk restaurant, kører hjem til Marinus, låner bilen med bagagen og kører hjem og sover til halv fem, henter Marinus, der er flyleder og skal være i lufthavnen kl. 6, og så er vi på vej. Vi starter med at vente. Vi kan jo lige så godt øve os på det, der venter os med det samme. I Doha venter vi ti timer, til gengæld tager det kun en halv time at komme til Janakpur med fly, en noget mere behagelig rejseform end de 10 timer i bil vi er vant til. I Janakpur ingen Amit. Vi venter…lidt…for lidt. Hyrer en taxa stopper inde i byen for at hæve penge, der finder Amit os. Stor gensynsglæde, og Amit leder taxaen på rette vej hjem til Belhi.
Her er der igen stor gensynsglæde og blomsterguirlander, men desværre er køerne flyttet tilbage i deres stald (Bjørns værelse), så vi må sove en nat i modtagelsesværelset før vi dagen efter kan flytte ind og pakke ud og komme i bad.
Det er herligt at være tilbage, alt er ved det gamle: første nat var der fuld musik i byen på grund af bryllup, men vi sov fra det hele, og tager det noget mere afslappet end sidst.
På byggepladsen ser det godt ud. Der er gravet et nyt vandhul til gulvfliser, og det holder vand, der er en presenning i bunden. Næsten alle byggematerialer er færdige, der mangler lidt bambus imprægnering, men det forsinker ikke processen. På vej herned så vi med bekymring, at det havde regnet, men der var heldigvis ikke sket skade på byggeriet, Babu havde sørget for at dække med plastik. Amit har forhandlet med en mand fra Harsar, som skulle hjælpe med tagkonstruktionen, og brugt en uge på ham, hvorefter manden pludselig får bevilget sit visum og derfor straks rejser til Qatar. Nu er der 4 ‘genier’ fra Harsar, som kræver 650 rupier om dagen, og som lægger hårdt ud med at placere første spær en meter for lavt. De havde skønnet forkert og kan ikke læse en arkitekttegning. Så Dan kom i tide (i sidste øjeblik) og fik rettet fejlen. Han siger det gik gnidningsløst, og opsætningen af tagspær skrider frem. De har lavet to på halvanden dag, der skal være otte så det er fint, men de har ingen anelse om, hvordan gavlen på det valmede tag skal bygges op. Det har vi så prøvet at forklare dem fra bunden, for der er ikke lignende konstruktioner i Harsar.
Vi lægger planer: Jeg vil gerne undervise i dag kl. tre. Vi vil også gerne så de frø, vi har med, men så er der udsigt til fest “før -bryllupsfest”, “lige om lidt” først mændene, så kvinderne, nu har jeg ventet et par timer, der sker ingenting, Dan kom hjem fra festen: der serveres ris og dalbaht, man spiser, meget. Når alle har fået to gange, bliver der sagt velbekomme, og så er festen slut. Kvindernes fest endte med at bestå af Ramaini og mig, som spiste mad fra festen sammen. So “the party” was the food from the party. Så nu går jeg ned og hjælper med at så. Dan og drengene har planeret og spredt møg og vi har sået tre rækker rødbeder, fire rækker pastinak, fire rækker gulerødder, to rækker bønner, lidt hovedsalat og ruccola samt squash.
Vi medbragte et verdenskort, et kort over Danmark og et over Nepal, som vi har hængt op i det, der nu er “biblioteket” (loftet over kostalden) med skrappe regler: ingen råben eller løben omkring. Det bliver sjovt at undervise i geografi. Spørger jeg Ram eller Amit om de kan finde Danmark eller Nepal leder de i Afrika, og i Amerika! Vi medbragte også en del bøger mest romaner, men også HC Andersens eventyr. Det viser sig at Ramaini både kan læse dem og forstå, hvad der står.
I nat havde vi besøg af landsbyens tyr, der tre gange prøvede at komme ind i vores soveværelse i sikker forvisning om, at der var noget at komme efter. Dan jog den ud. Ingen havde fortalt den, at dens elskede ko var flyttet ind til familien igen.
Søndag: I dag har vi været i Harsar; Amit, to tagkonstruktører, Dan og jeg. Det ER et imponerende og utrolig smukt bygningsværk, specielt den store mødesal, helt fantastisk. Vi var der for at blive klogere på nogle tekniske detaljer vedrørende taget. På hjemvejen talte Dan og jeg om, hvad der skal til før man kan kalde et udviklingsarbejde en succes. Harsar er smukt, men der foregår ikke meget, og der må ha været en stor iderigdom og entusiasme med hensyn til indholdet, dengang det blev planlagt. Der er noget der tyder på at formen er lettere at etablere end indholdet.
Vi havde en længere snak med Amit, som vi begge syntes virkede lidt modløs. Det var sandt. Han var skuffet over den manglende opbakning fra landsbyen. Skolelærerne får ikke restaureret deres del af skolen, som egentlig ikke er så meget, lidt maling osv. men de siger, de er på skolen for at undervise, ikke for at arbejde. Så skolen vil gerne modtage, med taknemmelighed, men det er ikke i deres bevidsthed, at den gave computerbygningen er, også kræver noget af dem – med mindre de bliver bedt om at bidrage. Det vil vi så gøre (igen). Det er lidt samme holdning vi finder i vores egen velfærdsstat, man vil gerne ha hjælp fra staten men at yde noget til gengæld, ligger mange fjernt. Men det er også det, der er det mest spændende og udfordrende ved at være her: hvordan flytter man holdninger? Ja først må man jo støde ind i dem, lære dem at kende, og så se, hvordan man kan bidrage med at løfte derfra. Det er ikke meget anderledes end at være folkeskolelærer eller psykolog for den sags skyld. Så mens byggeriet skrider roligt af sted, planlægger vi at holde møder: 1) med Amit: Dan og Amit tager ud og spise og får sig en “mand til mand”- snak, hvor Dan vil prøve at tage nogle byrder fra hans skuldre. 2) med familien om deres holdning til byggeriet, perspektivet og deres syn på mulighederne for at arrangere “knowledge -sharing” -møder for kvinderne, også de nygifte, for at blive klogere på hvilke skridt der skal tages og af hvem. 3) være med til triangelkommiteens møde om hvordan de vil bruge de næste 5000 kr. 4) med skolelærerne. Bare til en start!
Økonomien ser umiddelbart sund ud, i hvert fald på den måde at Amits og mine tal stemmer nogenlunde overens. Amit bekymrer sig over, at lønningerne stiger, med pres om at arbejdet ellers ikke bliver udført.
Her er foreløbig liså meget støj som sidst, de bliver åbenbart alle sammen gift for tiden (uden at brud og brudgom får hinanden at se før brylluppet), og med horrible medgifter, den seneste på 21 lakh = ca 150.000 kr) Støjen generer os ikke så meget som sidst. Her er heller ikke så støvet, det småregner ind imellem. Ellers er her som de dejligste sommerdage i Danmark: varmt uden at være bagende.
Vi har lige overværet en slangetæmmer og tryllekunstner og magiker i en person plus hans søn (som blev bidt af slangen, – detgjorde ondt!) så kom ikke og sig, her ikke sker noget.
Dan og jeg er ved godt mod. Vi var begge lidt “matte i koderne” inden rejsen, men udfordringerne får det bedste frem i os: nysgerrighed, entusiasme, gejst og vi nyder at være her.
2. rejsebrev, mandag d. 25.2. til mandag d. 4.3.
I går aftes, da Dan havde sin “mandesnak” med Amit, sad jeg inde hos Maitali. Hun flettede på en bryllupsgave til Anjani og jeg strikkede. Senere kom Babu og Anjani, og vi fik lidt ristet ris og grøntsager.
Efter maden snakkede Babu og Maitali om hvem, de skulle vælge til mand for Anjani. Jeg forstod jo ikke, hvad de talte om, men Anjani forklarede mig det efter et stykke tid: Maitali ser helst, at Anjani bliver gift med “en sort doktor” fra Katmandu. Problemet med ham er, at hans forældre forlanger 15 lakh (100.000 kr) i medgift.
Babu synes hun skal giftes med “en hvid computervidenskabsmand” “a smart guy”, som Amit også foretrækker, fra Janakpur. Han ville “kun” ha 10 lakh i medgift. Problemet med ham er, at han skal arbejde i Quatar, fordi der ikke er arbejde til en som ham i Nepal. Det betyder at Anjani skal undvære ham først i et år og 6 måneder siden igen, fordi han sandsynligvis stadig ikke kan få arbejde i Nepal. Han vil, så vidt jeg forstod, gerne have hende med til Quatar, men det vil Anjani ikke. (Siden har jeg erfaret, at han ikke kan tage hende med) Sort og hvid refererer til, at nogle nepalesere er meget mørke i huden, andre meget lyse. Jeg spørger Anjani, hvad hun selv syntes, hun har jo tavs og uden udtryk hørt på forældrenes lange diskussion, men hun siger “I have no saying in this”, men jeg tror hun er enig med sin mor. Hun spørger mig, hvem jeg synes har ret, og jeg siger, jeg godt kan forstå hendes mor, (af indlysende grunde), men at jeg også forstår hendes far, for 15 lakh er mange penge.
Arti, pigen på 16, som bor inde ved siden af, var så sikker på, at hun skulle giftes indenfor en måned, at hun inviterede Dan og mig. Nu viser det sig, at den udvalgte mand, en bogholder, ville have 11 lakh OG en ny motorcykel i medgift, og det var for meget for hendes far, som selvom han er en jadav (næsthøjeste kaste) er en fattig bonde, der kun har råd til 4-5 lakh. Når jeg spørger Anjani om Arti så må nøjes med en “dårlig” mand siger hun “not bad and not good, but ok” “For 4-5 lakh får hun en seng og køkkengrej og ildsted og ” …en ting til, jeg ikke forstod. Personlighed og skønhed spiller i følge Amit ingen rolle, når forældrene forhandler.
Amit fortæller at mange forældre vælger at slå pigefostre ihjel på grund af medgiftssystemet. Som i Indien og Kina. Han har en plan om et incitament til at få færre børn og beholde pigefostre, som går ud på, at give forældre, der føder piger, 1000 rupier. De skal ikke bruges til medgift men til pigernes uddannelse og kun til og med 3. barn.
Vi har funderet over, hvorfor der er så mange bryllupper i februar, og jeg mener at kunne huske, at Amit en gang sagde, at der ikke blev født så mange børn i oktober november fordi det blev for koldt. Så når der er bryllup i februar kommer det første barn i december januar februar og har hele den varme sommer at vokse i. Det er måske en forklaring.
5 dage ud af 9 er det lykkedes at ha engelskundervisning. Enten er der party eller også er der en tryllekunstner, eller også er der så støjende bryllupsmusik, at ingen kan høre, hvad den anden siger, eller også skal vi selv til bryllup. Men de gange, der har været mulighed, har været meget underholdende. Der er 10 – 12 børn i alderen fra 5 til 20. Måske er der en eller to, der forstår en lille bitte smule engelsk. Koncentration er en by i Rusland. De retter på hinanden, slår de små, når de er urolige, eller taler i mobiltelefon. “Attention” siger læreren håbefuldt, ingen reaktion. Nå, så må jeg lære dem, hvad det ord betyder med tegnsprog – og hvad det betyder, at jeg siger det: “alles øjne på læreren” Det begynder at virke. Vi ser på verdenskortet, det er vildt, hvad de ikke ved: “hvor er der koldt, hvor er der varmt (her er der en der peger på Grønland) hvor er Amerika (en peger på Afrika) hvor ligger Nepal (Europa er vist et godt bud). Hvor mange verdensdele er der? Hvor ligger ækvator? Nord, Syd, Øst, Vest? Amit kan heller ikke orientere sig på kortet, så de har åbenbart ikke geografi. Så læser vi et lille stykke i et af H.C. Andersens eventyr, Anjani er der og kan oversætte nogenlunde, alle de små sidder i en klump lige foran mig og skriver bogstaver, det har de selv fundet på, opmærksomheden er spredt, selvom læreren prøver at gøre oplæsningen spændende, som en anden skuespiller. En dreng (Ram Oday) lytter “med næb og klør” men han har ikke gode betingelser, for nedenunder går snakken højt og lystigt: en af mødrene har været på besøg i klassen med sin søster, de blev budt velkommen som de andre børn og spurgt om deres navne, som blev skrevet ned i lærerens bog. De er med i 5 minutter, og går så nedenunder og snakker. Det er alt sammen ufatteligt underholdende og udmattende.
Vi går aftentur: efter 3 minutter følges vi på vej af mindst 10 drenge, som snakker og spørger og fortæller. Jeg siger, at det er fint, og vi vil gerne gå selv, så hjem med jer og farvel, vi ses i morgen. Det holder måske 5 minutter, så hører vi “Karin, Karin, Karin” for insisterende til at modstå. vi vender os om og ser 7 drenge komme spurtende barfodede hen over marken med hver sin blomst (læs plante) i hånden, som jeg skal ha. tak tak tak og kan i så komme hjem “run, run, run”. Så løber de råbende og hoppende hjem. 5 min. efter kommer der en anden børneflok fra den anden retning og skal trykke i hånd og sige ‘tank ju’ og vil fotograferes og følger os hele vejen hjem. uimodståeligt!
Dan fortæller at planlægningen med tømrerne fra Harsar er lykkedes, det bliver et solidt
tag, og smukt. De 4 spær er oppe, men gavlenes udformning kan de ikke overskue. Det er også lidt kompliceret, fordi gavlens trekant skal gå ind under taget som et valmet tag med overhæng. Ingen her kan læse en arkitekttegning, de vil ikke have en kopi af den af Dan, for den hjælper alligevel ikke. Det er svært at tænke tredimensionalt i flere retninger. Problemet gentog sig, da lægterne skulle lægges på spærene, og de savede dem af, så de blev for korte, eller taget skævt. Men det er rettet nu.
Dan har været med Amit på hospitalet i Janakpur for at besøge Anita Badris kone, som har fået fjernet uterus. Han kom hjem rystet, på grådens rand. Der ligger 30 kvinder på en stue, der måske er dobbelt så stor som en enestue i Danmark. De ligger på gulvet på en halv cm. tynde liggeunderlag, med deres egne medbragte tæpper over sig. Der er ca 75 cm til hver. Der er snavset, det flyder med papirstumper og strå og støvet ligger tykt. Blodtransfusion foregår fra en pose, der ligger på gulvet. Kvinderne er snavsede med fedtet, uglet hår. Operationsstuen har en briks dækket med grønt blodigt papir. Der er blod på gulvet. Lægerne går rundt i deres normale tøj, ingen hvide kitler. Deres kontor, der er mindre og mere råt end vores køkken her, rummer én computer. Overalt sidder pårørende i grupper, hvis ikke de fungerer som sygeplejersker, dem er der nemlig ingen af. Operationen er gratis (ekstraordinært – jeg er ikke helt klar over hvorfor), men hver dag skal der betales et mindre beløb. Lægerne ville gerne ha en mandeafdeling og en børneafdeling på etagerne ovenover, hvor der er lagt an til yderligere 2 etager, men der er ikke penge til at færdiggøre det.
Nu har jeg selv set forholdene! Anita er 39 år. Hun har 3 børn: en på 9, en på 5 og en på 2. Hun skulle have været udskrevet efter 3 dage, men hun bløder og skal ha blod. Det skaffer Amit fra Røde Kors’ blodbank. Den første portion er gratis. Den næste betales med en portion blod. Amit kan af en eller anden grund ikke bruges den dag, Dan tilbyder sig, men bliver (gudskelov!) afvist, fordi han er for gammel. Amit ringer rundt, fordi Anita behøver mere blod, får fat i en ven og får også selv lov at give blod. Lægen har indsat et kateder og en ballon, for at standse hendes blødninger, som de først troede kunne være menstruationsblod. Anita skal ultralydsskannes. Hun lægges på en primitiv båre, bæres ned af trapperne ud i en bil, der ad hullede veje kører hende til en uhumsk klinik med en skare kvindelige patienter. Det bliver hun udsat for to gange. Badri græder. Lægen siger: “vi gør hvad vi kan og vil bede til Gud.”
Vores humør svinger lidt med, hvordan det går med byggeriet. hvordan det går på hospitalet, om der er strøm og om internettet fungerer.
`Genierne`fra Harsar arbejder langsomt og behøver opsyn af Babu og Dan. Taget bliver solidt og de er godt i gang med at lægge lægter på tagspærrerne. Vi mangler bambus fordi spær og lægter skal dækkes med opsplittet bambus før der kommer et lag plastik ud over det hele og det endelig dækkes med teglsten. Det skulle være nemt at splitte bambus, så vi håber på frivillig arbejdskraft.
Dan og jeg møder Riko Manda, den dygtige murer og spørger om han vil komme søndag. Det vil han. Søndag sagde han; men om søndagen siger han, at han kommer på tirsdag. Da tagspærrerne blev lagt skete der skade på de kasser stolperne står i. Og murerne skal mures op et par sten til taget.
Dan og jeg har hvidtet og renset gulvet i den bygning, der har stået tom, men kan bruges til videofremvisning, og møder afhængig af, hvad lærerne har af planer.
Vores nabo Ramsha, som har været i Qartar og skal bygge ud for pengene, har spurgt om han må låne betonblandingsmaskinen. Han har tidligere hjulpet med at fælde bambus, og han er en go mand, så det skal han selvfølgelig ha lov til. Hvis man skal leje en betonblander, koster det 3.000 ru om dagen, så han skal enten betale noget eller levere gratis arbejde. “Projektet behøver både arbejdskraft og penge”. Nu er det aftalt, at han låner den, og betaler med arbejdskraft.
3. rejsebrev, fra 4.3. til 10.3
Vi er igen blevet konfronteret med de problemer, der er ved at arbejde i et uland. og igen bliver det tydeligt, hvorfor det er et uland: størstedelen af arbejdsstyrken tager til golflandene for at arbejde, fordi der er arbejde at få. Det presser priserne på arbejdskraft op hos de (få) arbejdere, der er blevet hjemme, og det bliver vanskeligt at skaffe selv lønnet arbejdskraft. Ramcha, vores nabo, der har lånt betonblandingsmaskinen mod en arbejdsindsats på byggepladsen, har måttet hyre arbejdere til 500 rupier om dagen, plus al den mad de kan spise plus al den øl, de kan drikke.
Når der bliver arbejdet, må arbejdet overvåges, ellers bliver der ikke lavet noget, eller det går for langsomt, for at strække lønningsperioden. Så Babu må sidde hele dagen på byggepladsen og holde øje med at arbejdet skrider frem.
Frivilligt arbejde kniber det også med: “What’s in it for us”, synes at være den altdominerende holdning og “immediate satisfaction”, er tilsyneladende drivkraften.
Man har svært ved at opretholde et fremtidsperspektiv, og at forestille sig noget, der ikke er synligt. Mærkeligt nok eller rettere derfor virker “gulerodsprincippet” omvendt hernede: først belønning, så (måske) indsats.
Det har været nødvendigt at skaffe mere bambus. Det kom med oksekærre i går. Så mens tømrerne venter på, at det bliver imprægneret, vil Amit sætte dem i gang med at splitte bambus af alle de afskårne stykker. Det kræver strøm at imprægnere, og strøm er en mangelvare i disse dage, så Amit vil sove på byggepladsen i nat og stå op og arbejde hvis/når der kommer strøm. I mange dage har der nemlig været strøm om natten, men ikke om dagen. To mænd fra Tola, som hjalp os med at fælde bambus i går, vil blive hyret til at splitte bambus. Det er nemlig ikke så nemt, som vi først troede. De vil samtidig oplære Ramsha og Dan , så opsplitningen går hurtigere. Og Rossi hyres til at lave flere mursten og evt. lægge gulvfliser. Amit har bestilt dør og skodder hos en anden tømrer. Det skulle blive færdigt i denne uge.
Bistarre, bistarre (slowly, slowly) kan ind imellem godt være en prøvelse for en dansker.
Den gode nyhed er at Anitas tilstand er stabil, og ballonen i hendes indre skal tages ud i morgen.
Og Dan har ”løst” mysteriet om de hellige køer: Alle legemsvæsker er urene i følge hindu. Men køerne producerer to, som er uundværlige, nemlig mælk og gødning. Den eneste måde, man kan røre ved disse væsker på og undgå at blive uren, er at helliggøre køerne, dermed er deres legemsvæsker også hellige, og man bliver ikke uren af at røre ved dem. voila!
Og den tredje gode nyhed er, at Babu og Maitali i går kom hjem fra Janakpur, og fortalte at de havde fundet en passende partner til Anjani: en ingeniør, der arbejder i regeringen, han skal ha 10 lakh i medgift og kommer fra Janakpur, men bor i Kathmandu. Brylluppet skal stå i april,
Og så har vi fået det herligste brev fra Ram Oday Sah, 11 år:
Dear Dan and Karrin
Karrin is very beutiful and Dan also very very beutiful.Karrin is my grand mother. And Dan is my grand father. you are my cord (eller crod?). I happy to match you. because Karrin is read school to me. and Dan is love to me and karrin is also love to me. I love you Dan and Karrin. you are booke also gives read to me. thanku. your special student Ram oday saw
De sidste par dage er der blevet arbejdet for fuld kraft på byggepladsen alle taglægter er oppe. Der er imprægneret og splittet bambus, Ricomenda murer det sidste op, og der er opsat flettet hegn til beskyttelse af et lille område til beplantning. Hvis det fortsætter på den måde, bliver bygningen færdig inden vi rejser. pyh!
Og det er godt, for Amit skal til eksamen i april og Anjani skal både til eksamen og giftes, også i april
Vi har holdt møde med skolelærerne, og aftalt med dem, at Dan udfærdiger et spørgeskema med alle de spørgsmål, de skal tage stilling til i forbindelse med overtagelsen af bygningen. Han har også skrevet forslag til en gensidigt forpligtende kontrakt, alt sammen for at få dem til at føle ansvar for projektet, blive i stand til at overtage det og forstå, at det også kræver noget af dem.
Et af de krav, der er blevet stillet fra myndighedernes side som forudsætning for at skolen på et tidspunkt kan udvide med 11. og 12. klasse er, at muren omkring skolen blev forhøjet, og at hullerne i muren blev lukket. Så kan skolens område nemlig lukkes af med lås, mens børnene er i skole, så ingen af dem kan stikke af i utide!.
Det er nu udført og dagen efter mødet, blev muren rundt om skolen malet. og i dag dannede lærere og elever (igen) kæde, for at flytte mursten ind i bygningen, og mursten hen til Rico Manda.
Den rest bambus, der er blevet tilovers ved tilskæringen af lægter og spær, har ligget i vand i en lille sø, for at genvinde den elasticitet, der skal til, for at det kan splittes. I dag skulle det op. Det så til at begynde med håbløst ud. Bundtet havde flyttet sig en meter ud fra bredden. Babu forbød Dan at gå ud i vandet, fordi der var igler og andet djævelskab, som mindst ville slå ham ihjel efter lang og pinefuld tæring. Dan spørger Amit, om der nogensinde har været noget, de ikke har kunnet klare? Amit griner “nej” og så tilbyder den arbejder, der fik revet neglen af i efteråret, at kravle op på bambusbundtet, som han får staget hen til bredden ene mand, så de ved fælles hjælp kan hive det op.
Familien skal sælge den gamle ko. Den er tyve år og er holdt op med at give mælk. Derfor skal Babu sammen med Badri (Anitas mand) gå den lange vej til et marked 50 km væk. Her sælger han koen for 5.000 ru. (350 kr) til en muslim, som fragter koen til Indien, hvor den bliver slagtet. Her kan de ikke gøre det for koen er jo hellig!
Hensigten er at købe en ny ung ko, som så skal traske de 50 km tilbage til Belhi.
I dag har jeg lyst til at kvæle nogen, men jeg har hørt, at det er forbudt. Jeg er syg (ikke noget alvorligt) der bliver spillet bryllupsmusik tæt på for fuld skrue og overstyret. Mennesker vælter ind og ud af MIT soveværelse og køkken. Man låner ting uden at spørge eller lægge det lånte tilbage. Der bliver harket og bøvset og smasket og pruttet så det er en gru. Hernede er legemsvæsker fra alt levende urene, og hjemme, men ikke her, er alle lyde der kommer indefra absolut forbudt i det offentlige rum. Ak ja.
De sidste 4-5 dage har Janakpur og omegn været lammet af strejker. Alle butikker, skoler, banker og offentlige kontorer er lukket. Så vi har ikke kunnet hæve penge og betale lønninger. Grunden til strejken? En politiker var mistænkt for at uddele sinecure embeder ’en mass’ til sine støtter. Forargede nepalesere holdt vagt uden for de kontorer, hvor det hed sig, de havde ansættelse. Da ingen mødte på arbejde, var mistanken bekræftet, og gnisten tændt. Den rasende hob marcherede gennem Janakpurs gader hujende og truende og svingende brændende cykeldæk. Hvorfor holdt strejken så op? Ikke fordi den korrupte politiker gik til bekendelse, men fordi studenterne ikke længere bakkede op, da de derved ville forskertse muligheden for at gå til eksamen på ubestemt tid.
I denne uge er Dan begyndt at lægge gulvfliser i computerrummet. Det sædvanlige skete.
Tilskuere i hobevis stillede sig i rundkreds og belærte ham om, hvordan man gør sådan noget. Ikke at der var enighed herom. De fleste råd modsagde hinanden, og nogle særligt ivrige pillede mureske og rettebræt ud af hænderne på ham for at vise ham den rette metode eller ‘hjælpe til’, som det blev sagt. Siden han afviste “hjælpen”, har han haft relativ arbejdsro, så nu er en tredjedel af gulvet lagt, og han har fået Amit som murerarbejdsmand, der bringer flisemørtel og vand, m.v. Gulvet bliver snart færdigt. og det bliver flot.
4. rejsebrev, fra 10.3. til 15.3
Nu har jeg smittet Dan og Amit, men Dan insisterer på at arbejde. Han vil gerne ha lagt gulvet færdigt. Amit er gået i seng.
De fire arbejdere fra Harsar, som jeg med nogen uret har kaldt “genier”, har arbejdet grundigt, rettet fejl uden bøvl, men arbejdet ret langsomt for at strække arbejdet og dermed daglønnen. De har ikke haft en fridag, siden vi kom, så i går var de trætte og havde ondt, og en af bambussplitterne havde fået en rift i foden. Dan kommer hjem og spørger efter painkillers og plaster og penicillinsalve, som jeg ikke har tænkt på at tage med. Det var jo Bjørn, der var medicinmand på sidste tur. hm ” was macht nun eine Kluge”, som min mor altid sagde, jo man tager to kalkpiller, lidt vatrondeller, lidt hånddesinfektionsmiddel og lidt bandage, som jeg mærkeligt nok har i toilettasken OG kronen på værket: to stykker nicorettetyggegummi.
‘Det hjalp!’ fortæller Amit.
Iøvrigt er deres arbejdsforhold ikke særligt misundelsesværdige. Arbejderne fra Harsar logerer i et klasseværelse og sover på cementgulvet på lidt rishalm og nogle liggeunderlag, vi ellers bruger på vandreture i Lapland. De koger mad over et bål af bambusrester, køber ind på markedet og vasker sig under skolegårdens eneste fungerende vandpost.
Det er søndag aften og der er party nede på gårdspladsen. De hårdtarbejdende arbejdere er af Dan blevet lovet en øl efter arbejde. Da Maitali hører det, kommer hun ud i køkkenet til mig og “skælder ud”: ” labour -hard -money -no bear!!!!!” jeg er ikke helt sikker på, om jeg forstår budskabet, men forklarer, at det kun er èn øl til hver og kun i aften, og at det er Dan’s ide og udgift ikke Amit’s.
Dan skriver fra mandegildet:
“En kasse Tuborg Strong med 12 flasker koster 1850 rupier, dvs. hver flaske, men de er store, koster godt 10 kroner, dvs. ca to en halv times arbejdsløn pr. øl. En dansk ufaglært kan trods alt købe en hel kasse øl for minimumslønnen pr time. Så de har naturligvis ikke råd til at drikke, og derfor var vores invitation til et ”drikkegilde” efter fyraften en usædvanlig og populær gestus. Der sad så ti arbejdere med hver sin øl i den bælgsorte tropenat. Temperaturen over 20°. Ildfluer sværmer omkring os og udsender lysstråler som om landskabet er fyldt med fyrtårne i miniformat. Dunigiri hedder ildfluerne på nepalesisk. Oppe på himlen lyser Orions bælte. Stemningen er høj. Så dukker også Badri op. Han er efter fjorten dages vågen på hospitalet i Janakpur vendt hjem til landsbyen i højt humør. Ganske vist er han ikke ledsaget af sin Anita, men hun er helbredt og kommer snart hjem til Belhi til deres tre unger. Bambusfolkene er tre brødre fra Belhi i 40-45-årsalderen. De har hver to sønner, som er udvandret midlertidigt til Quatar. De tre brødre siges ikke at arbejde for hvem-som-helst! De slubrer øl i sig og forsikrer mig, at hvis vi render ind i byggeproblemer, skal vi blot tilkalde alle tre. De arbejder altid sammen. Og han, der blev forbundet i går kigger mig dybt i øjnene og siger: ‘Og hvis nogen vover at krumme et hår på Karins og mit hoved så skal de nok gøre kort proces og slå dem ihjel.’ Så ‘drikkegildet’ gik vist an.”
Senere kommer Babu ud i køkkenet og forklarer mig, at det er et problem, at Badri har været hos sin kone på hospitalet og derfor ikke har kunnet arbejde, fordi han kun skal ha 300 ru om dagen, mens de tre, der flækker bambus, forlanger 500 ru om dagen. Jeg siger, som sandt er, at skolen jo skal bygges færdig, og at det nok skal gå. (Det er i øvrigt imponerende, så meget engelsk Babu har lært sig selv, ved hjælp af Gyndeldals store billedleksikon. Han kunne intet, før vi kom i oktober). Det der bekymrer Babu og Maitali er ikke, som jeg først troede, alkoholen, men pengene. Og Babus bekymring gjalt jo heller ikke Badri, der ikke har kunnet arbejde og tjene penge i 14 dage, men at de andre arbejdere er så dyre. Babu skal nok gøre sit til, at vi ikke rutter med pengene.
I øvrigt kan man ikke nok rose de tre brødres arbejdsindsats. De har fældet bambus, transporteret det på oksekærre, og flækket alt bambus til taget.
Dan fortæller, at der har været fuldt af beundrende tilskuere som har rost bygningen på byggepladsen. Den ser også rigtig godt ud nu, med et lag flækket bambus over det meste af taget, så den nu indefra og i pergolaen ser færdig ud.
Amit fortæller mig i dag, at det er en risikabel affære, at lægge tagsten på. Det må derfor udføres af en “ekspert” som nok vil kræve 700 ru om dagen plus en hjælper. Og det kommer nok til at tage en måned at lægge tegl på. Det kommer heldigvis ikke til at holde stik. ”Eksperten” vil gøre arbejdet for 10.000 og så skal hans hjælpere også have noget. Vi havde regnet med, at han ville begynde med det samme, så vi kunne nå at se i hvert fald en færdig langside, men han skal lige holde fri i 3-4 dage pga. familieproblemer i hans landsby, før han starter (ahrghh!!!). Han blev dog overtalt til at vente et par dage.
Heldigvis kræver det sidste ikke Dans deltagelse, men det er alligevel ærgerligt, at bygningen ikke er færdig, når vi rejser. Det betyder på den anden side, at den ikke skal stå “passiv” til computerne kommer, og det er måske meget godt. (kom ikke og sig at en psykolog ikke kan finde noget positivt at sige om enhver situation).
Jeg har spurgt Ram Oday om han vil skrive et brev til mit ældste barnebarn Milo, om hvordan hans liv er i Nepal. Det kan han jo ikke uden hjælp, så jeg foreslår at han skriver om sin skole, om hvordan hans familie lever (i et hus med tre generationer og onkler og tanter) Hvad han leger (der er jo ikke noget legetøj), om klimaet, om de voksnes arbejde og om hvad han vil være, når han bliver stor.
Han fortæller mig blandt andet, at han går i 5. klasse, og at de er 85 børn i hans klasse!! jeg troede, jeg havde hørt forkert, men det er rigtig nok. Så spurgte jeg nogle andre børn, og i Briankas 12. klasse er der 79 børn, Murlis 5. klasse 28 børn, Nirmas 8. klasse 102 børn, Miras 5. klasse 34 børn Batohis 3. klasse 50 børn osv. Nå så måtte jeg jo vide, hvordan læreren holdt disciplin i så store klasser. Han beder også om “atention”, som jeg har lært hedder “satark tjup tjap”, (jeg har prøvet det af, og det virker øjeblikkelig!) Men hvis det nu ikke virker på alle, hvad gør læreren så? Så slår han, en på hver side af hovedet, og hvis det heller ikke virker, har han efter en ny lov ret til at smide eleven hjem. Før den lov havde han ikke flere muligheder end flere tæsk.
Og her fortsætter følgetongen om Anjanis’ bryllup; ingeniøren fra Kathmandu blev kasseret, han var grim (? for mager) og selvom familien havde accepteret ham, sagde Anjani nej. Det var godt at høre, at hendes veto virker. Nu er der en ny kandidat: en doktor også fra Kathmandu, som skal ha 11 lakh, det går an, og han er pæn, og Anjani har sagt ok. Men nu rejser Amit et nyt problem: han er fra en lavere kaste, og det er ikke så godt, og igen handler det om omdømme. Men også om Anjanis sikkerhed: Hvis hun gifter sig med en fra samme kaste OG fra samme område, er der de samme regler og sanktionsmuligheder som beskytter bruden mod skilsmisse og dårlig behandling.
Antal lakh er det, der diskuteres, udover familieforhold, men jeg var ikke klar over, at der altid, uanset antal lakh skal følge en mototcykel OG rigtig mange guldsmykker med! Og for at sætte det i perspektiv, er den bryllupsgave Maitali nørkler på -det ligner en rund bordskåner af bast- syet sammen af tråde fra optrævlede sække i hvidt, rødt og grønt samt en blå, der hentes fra en udslidt sweater, der trævles op. Og dagen efter et bryllup, og dem er der mange af, ser man et oksekærretrukket vognlæs med brudens ejendele køre igennem landsbyen til gommens hjem. På ladet ses en slidt madras, måske nogle gamle rå træmøbler, slidte tæpper og gamle papkasser.
I dag var jeg med Murli i skole. Ram Oday er også med. Murli går på en privat skole i landsbyens udkant tæt på markedspladsen. Det er en betalingsskole. Det forklarer, hvorfor der er så få børn i hans klasse. Eleverne går der til og med 8. klasse, men i dag var der kun børn i de første 6 klasser, og i en af dem var der kun 4 børn. Se det for dig: en privatskole, en betalingsskole, med kun 250 børn, alle i skoleuniformer……… og se så en gang til: man kommer ind på en lille lerklinet gårdsplads fuld af papirstumper og støv. Rundt om gårdspladsen ligger i hesteskoform bygninger, der ligner forfaldne kostalde. Murene er lerklinet fletværk, som også adskiller klasseværelserne. Børnene og deres uniformer er for de flestes vedkommende snavsede. Fra hesteskoformens åbning er der udsigt til deres legeplads, som er et stykke stampet lerjord med spredt græsbevoksning. Børnene stimler sammen om mig, så jeg knap nok kan få vejret. Skoleinspektøren “the principal” ankommer på sin motorcykel med to frøkener bagpå. Jeg bliver budt velkommen, får en stol at sidde på og Ram Oday bliver sendt ud efter en kop te. Igen stimler børnene tæt sammen omkring mig. De tre lærere, hvis arme er forlænget med spanskrør, jager børnene væk, men de myldrer liså hurtigt tilbage igen. En klokke ringer til morgensamling. Børnene stiller op på række, og der er lidt symbolsk gymnastik og morgenbøn. Morgenbønnen ledes af to større drenge. Og så af sted i ro og orden til klasseværelserne. Jeg får lov og bliver også opfordret til, at tage et billede af hver klasse.
Til sidst tager jeg et billede af de 3 lærere og the principal i lærerværelset, som er som skolestuerne, bare mindre, ca. 5 kvadratmeter med et bord en stol og en bænk. The principal fortæller om den store fattigdom i Nepal, i landsbyerne og på skolen. Den anden mandlige lærer, som jeg kender fra Belhi, spørger om skolen her også kan få en computer. Jeg foreslår ham at snakke med Dan om det, men en computer ville stikke ud som en kongekrone på en tigger, og blive stjålet blot ved et spark på en af murene. Der er heller ingen strøm. Ram Oday, som også har gået på skolen til 4. klasse, bliver af the principal beskrevet som den dygtigste elev, der nogensinde har gået på skolen, og Murli som den bedste i sin klasse. The principal inviterer mig hjem til sig. Han bor i en nabolandsby. Jeg lover at komme, næste gang vi kommer herned. På hjemvejen fortæller Ram Oday at jeg endelig må sige ja tak til invitationen, for the principal er meget rig og bor i et stort flot hus. Jeg undrer mig lidt over, hvordan han kan være så rig? Jo det er klart, siger Ram Oday, han får jo alle skolepengene!
Hvert barn i børnehaveklassen betaler 205 ru. om måneden, prisen stiger med 25 ru. for hvert klassetrin. lidt hovedregning: 250 børn á gennemsnitlig ca. 250 ru. pr. md. i måske 12 mdr. = 750.000 ru. En lærer får 4 -5.000 ru. om måneden, dvs. the principal kan putte
5 lakh i sin egen lomme hvert år, for der kan ikke være mange udgifter til vedligeholdelse. Der er ikke noget at sige til, at the principal er rig og at skolen er fattig.
“Vores” skole har fået tilladelse til at afholde afgangseksamen for hele distriktet. Det er derfor, murene er blevet repareret (ikke for en evt. udbygning til 12. klasse) Der har i den forbindelse været en del forældre og lærere fra nabolandsbyerne på skolen. De gik beundrende rundt om computerbygningen og roste den i høje toner, og spurgte om de ikke også måtte få sådan en, “bare en lille en” på deres skole.
I morges kom Babu ud i køkkenet og fortalte, at han, Amit og Dan var nødt til at gå ned på skolen med det samme, fordi skolen ville blive låst af, og ingen arbejdere ville få lov at arbejde mens eksamen stod på! Vores gårdsplads var fuld af arbejdere. Vi har intet fået at vide!
Maitali og jeg bliver sendt ned på skolen. Udenfor er der opløb, formentlig af forældre og almindeligt nysgerrige, i en grad så pladsen foran skolen er blevet til en markedsplads, hvor man kan købe forfriskninger. Inde på skolen er der opbud af politi med skarpladte våben og knipler (bambusstænger). De er eksamensvagter. Børn sidder på skolemuren og iagttager sceneriet, nogen stikker snuden for langt frem og bliver kostet ned af politiet. Dan står fredeligt og roligt og maler. Han kommer fint ud af det med politiet, en af betjentene har vist ham billeder af sin familie. Dan mener, at jeg, med mit “enorme” nepalesiske ordforråd, udgør en fare for eksamens kvalitet og at jeg derfor nok snart vil blive smidt ud. Maitali henter den boremaskine, vi kom efter og har en længere snak med en politibetjent og skoleinspektøren, hvorefter hun triumferende fortæller mig: “work allowed”. Godt gået Maitali! Men nu har arbejderne forladt vores gårdsplads og er spredt for alle vinde.
Der er to konstante stressfaktorer hernede: “når vi det?” og “holder budgettet?” Vi arbejder et godt stykke tid ud fra et “ja” på de to spørgsmål, men det vælter ind med uforudsete forsinkelser og stadigt stigende lønudgifter. Så nu er det ligeved og næsten, men trods alt et nej til begge spørgsmål.
Alle tageflader er nu dækket med flækkede bambus. Der er lagt plastik på taget, og de første teglsten er lagt på. Når vi rejser, resterer der at blive lagt teglsten på formentlig 3 tagflader, gulvfliser på dele af verandaen, møbler, skodder og beplantning, men disse ting er sat i gang og vi har bindende tilbud på færdiggørelsen, som ser ud til at blive uden problemer. (vores optimisme er ukuelig) Budgetoverskridelsen skønnes at blive på ca. 5.000 kr. samt alle udgifter til installation af computere: løn til Raju (computer eksperten), el-installation og batteri. Og ovenpå i biblioteket sidder nu hver aften en lille flok børn, og læser højt for hinanden af Peter Plys.
5. rejsebrev, fra 16.3. til 20.3.
Inden Amit og jeg tager af sted for at hente Ulla (Triangelbestyrelsesmedlem) i Janakpurs lufthavn, når Dan at komme hjem fra byggepladsen, dybt nedbøjet. “Geniet” fra Harsar, som er ekspert i at lægge tagtegl, og derfor skulle ha hele 1000 ru om dagen, har lagt de første 4 -5 rækker så det ligner et tandsæt, hvor tænderne er kastet ind med rund hånd.
Dan begynder at klippe papirstykker ud med form som tagtegl, for at kunne vise, hvordan de skal lægges. Vi henter Ulla, og i mellemtiden har Dan fået forklaret “eksperten”, hvordan det skal gøres, og han er nu begyndt forfra i den anden side.
Om aftenen er der fest. Niva på 12 år danser for os, Ram danser med og inviterer Ulla ud på dansegulvet. Krisna hiver mig op og vil danse vals, som jeg har lært ham tidligere. Det er ikke nemt til nepalesisk popmusik. Dan bliver hvirvlet med ud på gulvet. Alle børnene danser. Dan får under megen fnisen og protest trukket Maitali ind i dansen. Jeg får Babu med under store protester. Huset fyldes efterhånden af kvinder og Babu går i seng. Så nu er der kun Dan og de unge drenge tilbage, og så falder sløret, der går ild i kvinderne og de kaster sig ud i en vild dans. En danser, hvad der ligner en tango til hindurytmer med Ram, en fyrig kamp mellem mand og kvinde.
Vi har holdt møde med landsbyens Triangelkomite på “vores” loft / i biblioteket om mulighederne for at bruge de indkøbte maskiner, og den know how, der er opbygget under byggeriet. Det største problem er, at nogle af de arbejdere, der nu kender alle processerne i byggeriet, vil være nødt til at rejse til golflandene, hvis ikke de kan få en stabil indtjening her. Det er det mønster Amit har ambitioner om at ændre. Alternativet: at sælge maskinerne, ville være så ærgerligt. Men det er et stort momentum at bryde. Der diskuteres livligt på nepalesisk, ind i mellem får vi et resume af Amit. Der er mange gode ideer. Der mangler et bryllupshus, som kunne bygges på en ledig plads nær skolen, man kunne lave en detailproduktion af tagtegl, leje betonblanderen ud, imprægnere bambus, som bruges i meget byggeri til stalde og opbevaring, og som går til efter få år uimprægneret osv. Der kommer flere og flere for at følge med i diskussionen også mange kvinder, som også blander sig i snakken. Der er småbørn på skødet. Jeg tror der er 20 mennesker på et tidspunkt. Jeg elsker de møder. Det er pistarre pistarre. Vi aftaler at mødes kl. halv syv, men mødet kommer først i gang halv ni, det er helt fint, alle tager det roligt. Dan indleder, det gør han altid på det smukkeste, takker alle, introducerer Ulla, gør status og trækker perspektivet op, og spørger så, om der er nogen kommentarer, og det er der altid, diskussionen er livlig og efter mødet fortsætter debatten på gårdspladsen, mens vi får en øl i køkkenet.
Søndag var jeg rigtig syg, og sov stort set hele dagen, og da jeg begyndte at komme til mig selv om aftenen, fik jeg så meget omsorg, Maitali gav mig massage, børnene kom og sad på sengen og holdt mig i hånden, og i køkkenet lavede Dan dejlig suppe og der var mindst ti “gæster” mens vi spiste. Jeg sov godt hele natten og nu er jeg helt frisk. Jeg tror, det var en stor portion antibiotika i en engangsportionspille, vi havde med fra Danmark, der sørgede for det. I dag er det min fødselsdag, og Ram Oday kom med den fineste fødselsdagsgave: en rose sat ind i en glasramme, og der blev sunget fødselsdagssang. Dan er på byggepladsen. Han er ved at lære arbejderne, hvordan teglstenene skal skæres til, så taget slutter i en lige linje. Han ville gerne have gjort de to langsider færdige, men der er ingen strøm. I stedet lagde han et par kvadratmeter gulvtegl på verandaen rundt om huset.
Vi har lige besøgt Ram Odays far og mor. Vi har skrevet så meget om Ram Oday og på den baggrund ubevidst skabt en forestilling om hans forhold…… og se så en gang til: “this is my home”: 2 “rum” som dårligt kan kaldes rum, fordi der ikke er nogen ydermure til den ene side og muren mellem rummene er faldet sammen. man kan heller ikke kalde det “mure” for det er fletværk limet sammen med ler, der de fleste steder er faldet af. I det ene “rum” er en seng dvs et bord 170 x 110 cm fyldt med papkasser tæpper og husgeråd. I det andet “rum” er der ligeledes en “seng”, dækket af sække, hvorpå der tørres ris. “Udenfor” ligger en stabel mursten, så måske er man ved at bygge om. Moderen og bedstemoderen sover på den ene seng og far og Ram Oday på den anden. Hvem skulle have troet at disse forhold har kunnet opfostre en så høflig, glad, hjælpsom, nysgerrig og klog dreng som Ram Oday.
Ram Odays far er en af seks brødre, hvoraf de fire bor i samme bygning, dvs. huse i forlængelse af hinanden. Murlis far er en af dem, der har jeg også været. Der er mørkt og trangt, men med både køkkenafdeling, 2 sengeafdelinger og hele vægge.
I morgen tidlig rejser vi til Indien for at se på et projekt Flemming Topsøe støtter der og sætte Amit i kontakt med den stedlige ildsjæl.
Alle spørger, hvornår vi kommer igen, men vi ved det ikke. Det kommer an på, hvornår computerne kommer, og hvis det falder sammen med Anjanis bryllup vil det jo være det bedste.
Efterskrift. Vi kom ikke til Indien. På rejsedagen blev Dan syg med diare og høj feber. Da vi havde kørt 40 min. ad ujævne, hullede veje til Janakpur, ventet i lufthavnen på umagelige plastikstole i to timer, underholdt af støjende nepalesisk popmusik, fløjet en halv time i en lille følsom propelflyver, synes jeg, det havde været tortur nok for en dag, og bestemte sammen med Amit at køre Dan til Summit Hotel og lægge ham i seng, selvom han protesterede over, at vi havde afbrudt rejsen, inden han velbehageligt faldt om på den bløde madras med en rigtig dyne og hvidt, køligt sengetøj. Vi fik en fra hotellet til at se til Dan, mens vi tog en taxa ind til Qatar flyselskab for at ændre hjemrejse. Heldigvis kunne vi først komme hjem tre dage senere, jeg blev nemlig syg dagen efter, og vi nåede begge at blive raske inden flyveturen hjem.
***